Roskilde Jazz Days kører for fuld damp 16-19. juni på Roskilde havn i telt på gruspladsen foran vandrehjemmet. Der er gratis adgang til alle koncerter takket være støtte fra Roskilde kommune samt deres sponsorer og medlemskontingenterne.

Pressefoto

Et nyt musiksamarbejde – de unge spiller jazz
Musikbyen Roskilde har et spirende ungt jazzmiljø, som de rigtig gerne vil understøtte. Derfor har Roskilde Jazz Days taget initiativ til et samarbejde med musikklasserne fra nogle af Roskildes uddannelsesinstitutioner.

Torsdag 16. juni kl. 12:
De indleder jazzfestivalen med skoleorkestrene, der spiller numre efter eget valg. De får hermed mulighed for at afprøve deres talenter foran et levende publikum. Det er elever fra bl.a. Katedralskolen og Østervangsskolen. Der er hermed lagt op til et forhåbentligt godt samarbejde med Roskildes uddannelsesinstitutioner omkring jazzen og ungdommen.

Torsdag 16. juni kl. 17
Der går det første professionelle band på scenen – vi skal glæde os til at høre Jumpin’ Jacks, som leverer et musikalsk festfyrværkeri. De er fulde af energi og farver, og deres musikalske evner får enhver til at tabe kæben. Hovedingredienserne er solide grooves, virtuost guitarspil, masser af energi og en enestående karisma.

Torsdag 16. juni kl. 20
Der går Paul Harrison Band på scenen. Engelske Paul Harrison står i spidsen for et succesfuldt band med stærke professionelle kræfter. Musikalsk mangfoldighed hyldes af en international besætning med stor aldersspredning, som er kendetegnende for Harrisons mange varierende udspil og løbende fornyelse.

Fredag 17. juni kl. 16
Her skal vi høre Acoustic Lounge spille et varieret repertoire af egne kompositioner blandet med jazz, soul og latinske klassikere i nye arrangementer. Deres musik baserer sig bl.a. på cubanske, brasilianske og afrikanske grooves.

Fredag 17 juni kl. 19
Her går den Danmarks-kendte crooner Mads Mathias på scenen med sit Six City Stompers, som består af unge talentfulde og anerkendte musikere, der sætter en meget høj musikalsk standard og bidrager med en forfriskende brise til den traditionelle jazzscene. Six City Stompers spiller mest vokaljazz med den unge talentfulde crooner og saxofonist Mads Mathias i front, men også smukke instrumentale arrangementer.

Fredag 17. juni kl. 22
Bobo Moreno & KK Soulband afslutter fredagens koncerter. Bobo er en af Danmarks dygtigste soulstemmer, og vi får en koncertoplevelse vi sent vil glemme; James Brown, Stevie Wonder, Prince og mange andre af soulmusikkens lysende stjerner er Bobo Moreno & KK Soulbands inspirationskilder.

Lørdag 18. juni kl. 13
Her går århusianske Victor Svold på scenen med sin trio. Han er sanger og pianist og blandt Danmarks nye skud på jazz-stammen. Hans musikalske evne og alsidighed tillader ham at blande moderne popmusik med traditionel vokal jazz, og tilsammen udgør det en stil, alle kan være med på. Der er tydelige
referencer til Frank Sinatra samt til poppen, som vi kender det fra Norah Jones og Jamie Cullum.

Lørdag 18. juni kl. 16
Der skal vi danse lindy-hop! The Lindy Syncopaters er et danseband i 1920’er-stil, der hovedsageligt fokuserer på den musik, der blev spillet i de balsale, hvor Lindy Hop-dansen florerede. De genopliver 20’ernes Charleston ‘hot jazz’ fra Aregon Ballroom i Chicago og i løbet aftenen bevæger sig frem til 30’ernes tidlige swingæra, hvor Lindy Hop opstod og blev danset i Savoy Ballroom og Cotton Club i New York. Og mon ikke nogle af Danmarks Lindy Hop grupper vil indfinde sig og vise os, hvad de kan på et dansegulv?

Lørdag 18. juni kl. 19
Der er det bigband-tid: University of Copenhagen Jazz Funk Bigband. 4 sangere, 14 blæsere og band er en sprængfarlig cocktail. Især når der blandes en god portion jazz og funk i drinken. Eller som saxofonisten Maceo Parker siger: “We’re playing 5% jazz and 95% funky stuff”. Bigbandet byder på Aretha Franklin, Tower of Power, Randy Crawford, Riding Thumb, Incognito, Jamiroqui samt egne numre med alternative smagsvarianter. Sikkert er det, at aftenens cocktail byder på svedige grooves, tight hornriffs og forførende vokaler!

Lørdag 18. juni kl. 22
Her slutter Soul Survivors lørdagskoncerterne af med et festfyrværkeri af groovy soul og funk fra 70’er og 80’erne. De spiller et lækkert repertoire med masser af klassiske soul- og funkhits samt lidt nyere soulnumre, og de elsker at dele musikken med alle, der bare har den mindste hang til glad musik og varme dansetoner.

Roskilde Jazz Days
www.roskildejazzdays.dk