Lørdag kl. 23.57 fik politiet fra alarmcentralen en melding om, at der var brand i en lejlighed i en beboelsesejendom i Rønnebærparken. En ambulance var også sendt til stedet som stand by, såfremt nogen måtte være kommet til skade som følge af branden. Beboerne i den berørte opgang blev af sikkerhedsmæssige årsager evakureret. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapport.
Næsten samtidig hermed henvendte en uligevægtig mand sig personligt på politistationen med oplysninger om, at der formentlig var brand i hans lejlighed. Politiet fik identificeret manden som den 31-årige mandlige beboer i netop den lejlighed, hvor der var udbrudt brand.
Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, uden at der skete nogen væsentlig skade på de øvrige lejemål i ejendommen. Kl. ca. 00.45 kunne de evakuerede beboere vende retur til deres bopæle. I mellemtiden havde politiet fået talt med den 31-årige mand, som blev anholdt og mistænkt for selv at have startet branden i sin lejlighed, inden han henvendte sig hos politiet.
Anklagemyndigheden fremstillede søndag den 31-årige i et grundlovsforhør som sigtet for brandstiftelse, hvor personer kunne risikere at komme til skade. Grundlovsforhøret endte med, at den 31-årige blev varetægtsfængslet i surrogat foreløbigt frem til den 18. marts 2021.