Befolkningstallet i Roskilde Kommune vokser med over 1.000 om året, så presset på boligmarkedet er stort. Kommunens Plan- og Teknikudvalg har derfor sat gang i tre lokalplaner, der tilsammen giver mulighed for at bygge 278 – meget forskellige – boliger i Trekroner, i Vindinge og i Gundsømagle. Det oplyser Roskilde Kommune i en pressemeddelelse.
I Trekroner, ned til vådområdet ved Trekroner Bæk, bliver det muligt at bygge 105 boliger, fordelt på ca. 50 almene boliger og ca. 35 etageboliger i op til 3 etager, samt ca. 20 tæt/lav boliger i op til to etager.
I Vindinge Vest ønsker to projektudviklere at udbygge arealet mellem Vindinge By, Tingvej og Vindingevej. Mellem Vindinge by og Vindingevej kommer der 131 boliger fordelt med 55 parceller og 76 tæt/lav boliger i et og to plan. Mellem Tingvej og Vindingevej bliver der opført 14 tæt/lav boliger i ét plan.
Endelig vil en privat grundejer udvikle boligområdet Holmehøj ved Gundsømagle med yderligere 28 parcelhusgrunde. Her er processen lidt længere fremme, da udvalget nu har vedtaget lokalplanen, mens planerne i Trekroner og Vindinge først skal udarbejdes og i offentlig høring.
”Det er vigtigt, at vi får et miks i de typer af nye boliger, som vi gør plads til”, siger formand for Plan- og Teknikudvalget, Torben Jørgensen.
”Vi har brug for lejligheder, små boliger, store boliger og boliger, der sælges på andelsbasis eller som er almennyttige. De tre lokalplaner, vi nu har behandlet i udvalget, synes jeg tilsammen giver en god blanding – også geografisk, så vi får nye boligtilbud mange steder i kommunen”, siger formanden.