I et nyt forskningsprojekt støttet af Danmarks Frie Forskningsfond skal lektor Jacob Rasmussen undersøge byudviklingen i Johannesburg, Mumbai og Nairobi.
Lektor Jacob Rasmussen fra Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv ved Roskilde Universitet modtager en bevilling på 2,6 millioner kroner fra Danmarks Frie Forskningsfond til projektet ‘Smart Cities and Urban Citizenship’.
Forskerne i projektet skal undersøge ‘smart cities’, dvs. digitale infrastrukturer, som er nødvendige faciliteter for at få informationsteknologier til at fungere – som eksempelvis adgang til internet og telekommunikation – og teknologiske løsninger på urbane problemer.
Projektet har særligt fokus på nye former for borgerskab, som opstår som konsekvens af ‘smart city’-initiativer.
Projektet består af tre casestudier fra forskellige byer, Johannesburg i Sydafrika, Mumbai i Indien og Nairobi i Kenya. De tre byer har til fælles, at de er regionale økonomiske og teknologiske centre og har planer for, hvordan de vil integrere ‘smart cities’-teknologier. Samtidig er alle tre byer karakteriseret ved social og økonomisk ulighed, hvor uformelle og ikke planlagte bydele ligger tæt på indelukkede overklasse-beboelsesenklaver. Disse fælles karakteristika gør de tre byer velegnede til at undersøge sammenhængen mellem topstyrede visioner for teknologisk smarte byer og praktiske udfordringer om inklusion og adgang.
I Johannesburg har man eksempelvis gjort forsøg med digital måling og betaling af vandforbrug som led i reduktionen af spildevand, og det ændrer både en del af de fattigste byboeres adgang til vand samtidig med, at det øger registreringen og den økonomiske overvågning af dem, hvilket kan udfordre forholdet mellem offentlige institutioner og byboere.
Jacob Rasmussen ser frem til at dykke yderligere ned i et forskningsområde, som han har arbejdet med i mere end 10 år, og til at arbejde sammen med lektor Somdeep Sen fra Roskilde Universitet.
“Projektet beskæftiger sig med byer i ikke-vestlige mellem- og lavindkomstlande præget af stor ulighed, men de spørgsmål, vi stiller om inklusion, adgang og deltagelse i relation til, hvordan ‘smarte teknologier’ forbedrer livet i byer, har relevans over hele verden,” siger han.