Danmarks 3R-Center uddeler 1,5 millioner kroner til tre forskningsprojekter, som hver især kan forbedre forholdene for forsøgsdyr. Ét projekt vil forbedre forholdene for dyr, som anvendes til udvikling af vacciner. Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Forsøgsdyr er stadig uundværlige, bl.a. når forskerne udvikler nye vacciner mod fx COVID. Her bliver forsøgsdyrene vaccineret med en potentiel vaccine, så forskerne efterfølgende kan se, om vaccinen beskytter mod virus. Nu får forskerne penge til at undersøge, om dyreforsøg kan nå frem til samme resultat, selvom dyrene bliver udsat for mindre virus end normalt. Forskningsprojektet skal også undersøge, om bedre overvågning og automatisering kan føre til brug af færre forsøgsdyr.
– Der bliver brugt mange forsøgsdyr i vaccineudviklingen, og forsøgene belaster ofte dyrene ganske meget. Vi tildeler penge til dette projekt, fordi det har potentiale til at gøre forsøgene mere skånsomme for dyrene og samtidig reducere antallet af nødvendige dyr, siger bestyrelsesformand i Danmarks 3R-Center, Axel Kornerup Hansen.
I et andet projekt har forskerne fået midler til at undersøge, hvordan de helt kan undgå at bruge forsøgsdyr. Her vil forskergruppen teste sygdomsfremkaldende bakterier og vira som Borrelia, SARS-Cov 2, Zika og viral meningitis i en cellemodel lavet af menneskeceller frem for at bruge forsøgsdyr.
Målet for det tredje projekt er også at undersøge, om menneskeceller kan erstatte forsøgsdyr. Det sker i forbindelse med forskning i knogle- og bruskskader.
– I Danmarks 3R-Center modtager vi hvert år mange forskningsansøgninger af høj kvalitet, og de tre projekter vi støtter i år, har bestemt potentiale til at forbedre vigtige forskningsområder og samtidig forbedre forsøgsdyrenes forhold, siger Axel Kornerup Hansen, formand for Danmarks 3R-Center.
Danmarks 3R-Center uddeler forskningsmidlerne på vegne af fødevareminister Rasmus Prehn. Centret bliver drevet af Ministeriet for fødevarer, landbrug og fiskeri med støtte fra Dyrenes Beskyttelse, Dyreværnsorganisationernes Samarbejdsorganisation DOSO, LEO Pharma, Lundbeck og Novo Nordisk.