De fleste af Kurhus’ bygninger er fredede, men nogle har ”kun” særdeles høj bevaringsværdi. Her er det muligt at lave dem om til lejligheder.

Pressefoto

En lokalplan skal gøre det muligt at indrette lejligheder i Bygning 32 og Krathus. Kurhus komplekset blev sidste år solgt til Liljeborg aktieselskab. Bygning 32 og Krathus er placeret i det syd-vestlige hjørne af Kurhus’ bygninger. En del af salgsaftalen var, at der skal laves en lokalplan, der gør det muligt at omdanne Bygning 32 og Krathus til boliger.

Lokalplanen skal samtidig sikre, at de arkitektoniske værdier bevares ved omdannelse til boliger, og at udearealerne fortsat vil være en del af det samlede parklandskab.

I første omgang har kommunens Plan- og Teknikudvalg vedtaget et såkaldt 11-punkt program – en forløber for en lokalplan.

Bygning 32
Bygning 32 ligger som en afsluttende fløj i Kurhusets-anlægget. Bygningen blev oprindeligt opført som celleafdeling til kvinder i perioden 1855-1859 og en vagtafdeling blev senere tilføjet i fløjens østlige ende i 1883. Bygningen har en særdeles høj bevaringsværdi. Michael Gottlieb Bindesbøll har ligesom det øvrige Kurhus tegnet celleafdelingen og Henry Meyer har tegnet vagtafdelingen.

Bygning 32 kan indrettes med ca. 6-8 lejligheder på mellem ca. 99-167 m² bruttoareal med tre eller fire værelser i hver.

Krathus
Krathus er ét af de tre næsten identiske huse på Sankt Hans: Krathuset, Vesterhus og Nørrehus.
Det blev bygget som bolig for plejepersonalet imellem 1904 og 1907 af arkitekt Henry Meyer.

Bygningen blev i en længere årrække fra 1968 anvendt som patientpensionat/-kollegium for udskrevne patienter med behov for nærhed til hospitalets behandlings- og plejetilbud.

I dag fungerer Krathus som midlertidigt bolig for ukrainske flygtninge.

Krathus kan indrettes med en kombination af mindre og større lejligheder, og der forventes ca. 8 lejligheder, der varierer i størrelse fra 36 til 97 m² bruttoareal med 2-3 værelser.

Fakta
Selve lokalplanen forventes 1. behandlet i august 2025 og endeligt vedtaget januar 2026.

Kurhuset blev købt af Liljeborg aktieselskab i februar 2024. Mange roskildensere kender Liljeborg fra Sagafjord, Julemærkehjemmet, INSP, L.A Rings Atelier og Café Fjordliv på Roskilde Havn.

Liljeborgs vision med Kurhus er at skabe et levende samlingssted i en ny bydel og sammen med erhvervsdrivende, foreninger og NGO’er omdanne Kurhuset til at rumme sociale, faglige, kulturelle og kommercielle tilbud med fokus på samvær og fællesskab.

Læs her.