Mandag den 26. oktober kl. 19.00-21.00 kan man på Roskilde Bibliotek opleve digter Mads Myginds personlige foredrag om venskabet med Yahya Hassan – fra de første tekster og oplæsninger til gennembruddet og den tragedie, der fulgte.
“Jeg er på vej til din begravelse, Yahya,
hvor er det frygteligt
at skrive den sætning.”
Sådan begynder et digt, som digteren Mads Mygind skrev på dagen for Yahya Hassans begravelse i maj 2020. I digtet går han gennem byen mod kirkegården, hvor han vil sige farvel til sin digterkollega og gode ven.
Mads Mygind mødte Yahya Hassan første gang i 2011 på Rap Akademiet i Aarhus. I foredraget på Roskilde Bibliotek fortæller han historien om deres venskab – fra de første tekster, der bragte dem sammen, til oplæsningerne før gennembruddet og årene efter, hvor Yahya Hassan pludselig stod midt i en voldsom offentlighed: hyldet, kritiseret, truet og konstant genstand for debat.
Foredraget giver et personligt indblik i den Yahya Hassan, som offentligheden ikke så. Yahya Hassan blev læst, diskuteret og brugt i den offentlige debat af politikere fra den yderste venstrefløj til den yderste højre. Men i de private samtaler var han noget andet: en ung digter med en intens kærlighed til litteraturen og en utrættelig nysgerrighed efter at forstå verden gennem sproget.
Det bliver en personlig fortælling om poesi, venskab og tab – og om at stå tæt på et enestående talent, en digter, der med sine brølende versaler altid vil rage op i dansk litteraturhistorie.
Mads Mygind (f. 1984) er digter, cand.mag. i nordisk sprog og litteratur, skriveunderviser og foredragsholder. Han debuterede som digter i 2011 med Før vi har set os omkring og har siden udgivet flere digtsamlinger. I maj 2026 udkom han med digtsamlingen Manden på gaden.
Arrangementet afvikles i samarbejde med Roskilde Teater, som viser forestillingen Familien Hassan den 5. november.
Billetter koster 25 kr. Læs mere og bestil din billet på Arrangementer | Roskilde Bibliotekerne

Dato: 26-10-2026
Sted: Roskilde Biblilotek



















