Borgerlige sætter fokus på velfærden, foreningslivet og den grønne omstilling

Venstre, Konservative og Radikale finder Socialdemokratiets budgetudspil uambitiøst og visionsløst, men de tre centrum-højrepartier bed sig fast i forhandlingslokalet, da Roskilde Byråd mandag-tirsdag forhandlede om 2022-budgettet.

Efter to døgns intense forhandlinger er Roskilde Kommunes budget for det kommende år på plads. Den fælles påvirkningsindsats fra Venstre, Konservative og Radikale resulterede blandt andet i bevillinger til de store velfærdsområder inden for ældre- og handicapområdet, ligesom der er bevilget større millionbeløb til skolerenoveringer, idrætsanlæg, trafiksikkerhed samt tiltag inden for klima og miljø.

Et ansvarligt budget uden armbevægelser

Til trods for fjernelse af de historiske grønthøsterbesparelser i hele kommunens budget er det lykkedes at skabe et ansvarligt budget i balance. Trods øgede bevillinger til de store velfærdsområder holdes skatten i ro, ligesom vi ikke tager af kassen, lyder det fra Jette Tjørnelund (V), Jeppe Trolle (RV) og Lars Lindskov (C), der har stået i spidsen for de tre partiers forhandlinger med de øvrige partier i byrådet.

Finansieringen af 2022-budgettet er blandt andet fundet ved at udskyde en række anlægsinvesteringer og reducere mængden af nye idéer og projekter, der ellers normalt fremkommer i rigt mål i et valgår.

Det er ikke en prioritering, der passer godt til os, men for borgernes og kommunens skyld finder vi det rigtigt at udvise ansvarlighed – også i et valgår, lyder det samstemmende fra de tre partier.

Den grønne dagsorden får et løft

I forbindelse med budgetforliget er det især den grønne dagsorden og trafiksikkerheden for de bløde trafikanter, der har været radikale prioriteter i årets forhandlinger.

Fra radikal side er vi tilfredse med, at midler til skovrejsning blev fastholdt i 2022 og de kommende år. Det er vigtigt både for den grønne omstilling og biodiversiteten i kommunen. Vi er også godt tilfredse med, at den tidligere aftalte Musiconbro også fortsat en del af budgettet. Det vil fremme cyklisme og styrke borgeres adgang til naturen i den sydlige del af Roskilde, siger Jeppe Trolle, der havde det radikale formandskab Karin Horsted Berg og Lotte Nowack med som radikale forhandlere.

Børnenes trivsel i skolerne forbedres

Hos Venstre har der i budgetforhandlingerne været særligt fokus på skole- og børneområdet, som de seneste år har været udfordret både med dårlige bygninger og utilstrækkelig pasningskapacitet.

Kommunens budget er presset, men nu kommer der en permanent løsning på skolekapaciteten i Vindinge og udvidelse af pasningskapaciteten i Jyllinge. Derudover har vi fået sat fokus på folke­skolernes legepladser og udearealer, så de fremstår sikre og velholdte, ligesom det gavner trivslen, siger Venstres gruppeformand Jette Tjørnelund, som under budgetforhandlingerne var flankeret af Bent Jørgensen, der er formand for Beskæftigelses- og Socialudvalget samt Evan Lynnerup, der er medlem af Kultur- og Idrætsudvalget.

Omsorgen til de ældre får et løft

Et af de konservative fokusområder i kommunens budget er ældreområdet, hvor det sammen med de øvrige partier er lykkedes at få rullet de årlige grønthøsterbesparelser på 25 mio. tilbage, hvilket skaber mulighed for flere varme hænder.

Ældrerådet har spillet ind med en række forslag til håndtering af ensomhed og til forebyggende hjemmebesøg. Det glæder os, at der nu bliver flere midler til vores seniorer. Det fortjener både de og vores dygtige medarbejdere i ældreplejen, siger Lars Lindskov, der i forhandlingerne var flankeret af byrådsmedlem Mogens Hallager.

Bed sig fast i forhandlingsbordet

Brobyggerpartierne har ved flere lejligheder overvejet, om det socialdemokratiske budgetudspil var så uambitiøst og visionsløst, at de skulle forlade forhandlingerne. Alligevel valgte de af forskellige årsager at blive.

  • Vi kan ikke ofre klimaet og de kommende generationer på budgetposter, der kan være nok så gode, men som på den store samfundsdagsorden er mindre væsentlige. Der er behov for et grønt parti som os ved forhandlingsbordet. Ellers viser historien, at det blot bliver ved skåltalerne og de flotte ord. Vi er garanten for handling på den grønne dagsorden, lyder det fra den radikale Jeppe Trolle
  • Børnefamilierne og de mange engagerede frivillige i vores kultur- og idrætsforeninger fortjener mere end de får anerkendelse for i dag. Efter valget skal et nyt og mere visionært flertal derfor gøre op med den stillestående politik, vi har været vidne til i de seneste år, siger Jette Tjørnelund fra Venstre.
  • Der er en anden vej at gå. Vi anviste i det konservative budgetudspil, at der ved at inddrage flere private aktører i opgaveløsningen kan frigøres trecifrede millionbeløb til udvikling af vores store velfærdsområder, til erhvervsservice, til bedre infrastruktur og til vores dygtige medarbejdere. Det kommer vi så ikke til at realisere i år, så længe Socialdemokraterne læner sig mere op af Enhedslisten og SF end af den borgerligere side af salen. Men det har vi en forventning om ændrer sig efter valget, hvor vi er klar til at tage fat, siger den konservative Lars Lindskov.
Pressefoto