Der er en ny sommerfavorit på vej ind på terrasser, caféer og vinbarer – og den kommer ikke fra gin eller rosé. Vermouth oplever i øjeblikket et markant comeback, og i flere europæiske storbyer åbner specialiserede vermouth-barer, hvor den aromatiske vin serveres som et alternativ til både cocktails og klassiske aperitiffer.

Ifølge Roskilde Vinlager er interessen for vermouth stigende blandt danske vinelskere, der søger nye smagsoplevelser til sommerens sammenkomster.

Den forstærkede vin, som i mange år har levet et stille liv som ingrediens i cocktails, har fået nyt liv blandt både vinentusiaster og yngre forbrugere. Særligt konceptet “La hora del vermut” – vermouth-timen – har vundet frem. Traditionen stammer fra Spanien og handler om at nyde et glas vermouth sidst på eftermiddagen, inden middagen serveres.

Vermouth fremstilles typisk på vin tilsat urter, krydderier og botaniske ingredienser, hvilket giver et stort spænd af smagsoplevelser. Fra tørre og friske udgaver med citrusnoter til søde og krydrede varianter med toner af appelsin, kakao og urter.

Fire forskellige stilarter

Roskilde Vinlager fremhæver i øjeblikket fire flasker, der viser bredden i vermouthens verden.

Blandt dem er den spanske Sánchez Romate Vermut Jerezano fra Andalusien. Den skiller sig ud ved at være baseret på sherry frem for almindelig hvidvin, hvilket giver en mørkere og mere nøddepræget karakter.

Fra Frankrig kommer La Quintinye Extra Dry Royal Vermouth, som kombinerer lokal hvidvin med Pineau des Charentes og byder på en tør og frisk stil med citrus og blomsteraromaer.

I Piemonte finder man den italienske klassiker Cocchi Storico, der af mange betragtes som en af de flasker, der har været med til at genoplive interessen for vermouth på verdensplan. Her mødes noter af malurt, citrus, kakao og krydderurter i en fyldig og sød stil.

En anden piemontesisk udgave er Civico 10 Vermouth, der fremstilles på Nebbiolo-druen og byder på en blød smag med noter af bitter appelsin, vanilje og røde bær.

Perfekt til sommerens terrassehygge

En af årsagerne til vermouths stigende popularitet er dens alsidighed. Med en lavere alkoholprocent end mange former for spiritus fungerer den godt som en let sommerdrink.

Den kan nydes rent over is med citrusfrugt, toppes med danskvand eller tonic eller bruges som base i klassiske cocktails som Negroni og Manhattan.

For dem, der gerne vil prøve sommerens måske mest omtalte drik, er vermouth derfor et oplagt sted at starte – uanset om man foretrækker tørre, friske eller søde og krydrede smagsoplevelser.

 

Foto: ABW
Credit: Dit Roskilde

 

Del gerne dette