Broen over Trekroner Allé blev i december 2020 påkørt af en lastbil og beskadiget så meget, så den ikke kunne repareres. Den nye bro var planlagt til at stå klar ved nytårstid. Nu melder entreprenøren, at broen først kommer op sidst i april 2022. Det har store konsekvenser for beboerne i området og for de mange studerende, der skal krydse den befærdede Trekroner Allé.

“Det her er virkelig træls. Den manglende bro giver bøvl med trafikken for rigtig mange borgere – ikke mindst når de studerende kommer tilbage til semesterstart i det nye år. En hurtig etablering af broen var derfor et afgørende parameter for os, da vi udbød opgaven. Vi har i dag, fredag, haft et møde med totalentreprenøren MT Højgaard, som nu kommer med en ny endelig afleveringsdag. Afleveringen er sat til den 29. april 2022. Entreprenøren får pålagt dagbøder af kommunen frem til afleveringen,” siger vejchef Ivan Hyllested Pedersen fra Roskilde Kommune.

Broen er en vigtig forbindelse både for Trekroners over 5.000 borgere og for de over 11.000 studerende ved RUC og Absalon. I stedet for at gå over broen skal de krydse den befærdede Trekroner Allé via en af to rundkørsler – og det giver en del kødannelse for bilisterne.

Roskilde Kommune har været i dialog med MT Højgaard om overholdelse af tidsplanen siden september måned, hvor MT Højgaard bad om udsættelse på projektet. Det ville kommunen ikke acceptere og varslede allerede da om dagbøder. Entreprenøren fremlagde en endelig tidsplan den 10. december og bliver nu pålagt dagbøder for forsinkelsen.

Broen over Trekroner Allé på stien fra Trekroner Station til RUC blev den 15. december 2020 påkørt af en lastbil, som havde glemt at sænke kranen. Pressefoto.

Mens den gamle bro var en trækonstruktion, er materialet til den nye bro Weathering Steel, også kaldet Cortenstål, som har en levetid på 100 år. Rækværket på stibroen udføres i plisséformet bukket strækmetal med lodrette træbjælker. Der kommer en 10 mm kunststofbelægning på oversiden af bropladen.

 

Sådan kommer den nye bro til at se ud. Pressefoto.