Pressefoto

Roskilde Kommune har igangsat en byudvikling af bydelen Roskilde Sydvest mellem Holbækvej, Ringstedvej og Hyrdehøj. Idéen er at etablere et nyt midtpunkt, nyt trafikforløb og et parkforløb gennem bydelen. Tre arkitektteams skal over de næste 6 måneder konkurrere om at udarbejde det bedste forslag til en omdannelse af området, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Roskilde Kommune har gennem et stykke tid forberedt en arkitektkonkurrence for bydelen Roskilde Sydvest. Konkurrencen udspringer af kommunens “boligpolitik i social balance” og afvikles i tæt samarbejde med Boligselskabet Sjælland og med inddragelse af bydelens beboere. Senest er der blevet afholdt såkaldte borgervandringer i bydelen, hvor 39 borgere deltog i vandringer i bydelen i små coronasikre grupper. Borgerne kunne her få besvaret spørgsmål og komme med forslag og idéer, som indgår som inspiration til arkitektkonkurrencen.

Samtidig har Roskilde Kommune inviteret interesserede teams af arkitekter, landskabsarkitekter og rådgivere til at deltage i arkitektkonkurrencen. 17 teams havde søgt om deltagelse og de tre teams Cornelius Vöge, JAJA Architects og Tredje Natur er blevet udvalgt til at deltage.

De tre teams skal nu konkurrere om at udarbejde det bedste forslag til en omdannelse af Roskilde Sydvest. Der fokuseres i konkurrencen særligt på tre fokusområder: Centergrunden i Æblehaven/Rønnebærparken, trafikforløbet foran Æblehaven/Rønnebærparken og et parkforløb gennem bydelen fra parken “Hullet” og til Hyrdehøjskoven.

– Jeg er glad for, at så mange gode tegnestuer vil deltage i konkurrencen. Det har faktisk været svært at vælge tre deltagerteams ud blandt de mange kvalificerede ansøgere. Vi har jo sat ambitiøse målsætninger for omdannelsen, og senest har de lokale beboere vist stor interesse for at komme med idéer til arkitektkonkurrencen, så der er rigtig gode muligheder for en spændende byudvikling, vi alle kan være stolte af, siger Borgmester Tomas Breddam.

Arkitektkonkurrencen afvikles frem til september 2021, hvor vinderforslaget udpeges.

Konkurrencens dommerkomité består af politikere fra Roskilde Kommune, politisk valgte repræsentanter for Boligselskabet Sjælland og de lokale beboere samt to fagdommere.

– Vi glæder os til at arbejde med konkurrencen og er spændt på hvilke idéer der kommer frem til at åbne området, siger direktør i Boligselskabet Sjælland Bo Jørgensen. Han understreger samtidig, at det er beboerne i Æblehaven og Rønnebærparken, der skal tage stilling til det endelige projekt.

Læs mere om arkitektkonkurrencen [url=http://presscloud.com/csp/vocast/l.csp?A=217075432534217&B=1153095]her.[/url]

Overordnet tidsplan for udviklingen af Roskilde Sydvest

Feb/Marts 2021: Borgerinddragelse
Mar-Sep. 2021: Afvikling af arkitektkonkurrencen
Sep. 2021: Vinder af arkitektkonkurrence kåres
Okt-dec 2021: Videreudvikling af vinderforslag. Borgerinddragelse, drøftelse og beslutning hos beboerdemokrati i Æblehaven/Rønnebærparken.
2022-2026: Realisering af etaper i projekt i tæt dialog med beboere og boligselskab.

De tre deltagerteams

Team A
Hovedrådgiver: Cornelius Vöge Aps
Underrådgivere: Masu Planning, Gründl Haahr Arkitekter, JL Engineering A/S

Team B
Hovedrådgiver: JAJA Architcts ApS,
Underrådgivere SKALA, ARKI_LAB, Trafikplan & Rambøll

Team C
Hovedrådgiver: Tredje Natur ApS
Underrådgivere: Valentin Trafikplanlægning, NIRAS, Mette Mechlenborg & Naboskab.