To af ZBC’s faglærere er nu blandt de nominerede til Politikens store undervisningspris

Politiken hædrer hvert år de undervisere, der gør en særlig forskel i elevernes hverdag. Prisen gives til lærere, der formår at engagere, udfordre og inspirere deres elever – og skabe læring, der varer ved.

I alt er der kommet 106 indstillinger fra elever til lærere på ZBC’s Handels- og Tekniske gymnasier og erhvervsuddannelser- Indstillingerne er fordelt på 38 undervisere – nogle har fået flere indstillinger. To af dem er nu nomineret og med i finalen til Politikens Undervisningspris 2025: Michael Busk, faglærer på gourmetslagteruddannelsen i Roskilde, og Andreas Wachner, faglærer på Kokke- og Tjenerskolen i Slagelse.

“En vanvittig følelse af stolthed”

Da Andreas Wachner, faglærer på Kokke- og Tjenerskolen hos ZBC i Slagelse, fik beskeden fra Politiken, kom den som en overraskelse midt i en travl skoledag.

– Det var en vanvittig følelse. Jeg havde lige afsluttet grundforløbsprøverne, og så blev jeg ringet op. Det gav et energiboost uden lige. Jeg blev helt fyldt af glæde, forventning og stolthed. Jeg er virkelig beæret, fortæller han.

Han beskriver nomineringen som en stor personlig anerkendelse – ikke for sig selv, men for relationen til eleverne.

– Jeg prøver bare at være Andreas for dem. Være der for eleverne, så de føler sig trygge og tror på, at de kan blive den bedste version af sig selv. Når de oplever det, ved jeg, at jeg gør mit arbejde rigtigt.

Selv efter nomineringen holder han fast i den daglige rutine.

– Om jeg vinder eller ej, så er jeg stadig den samme Andreas, der går ind på holdet og giver alt for eleverne. Det kommer ikke til at ændre sig. Men det giver mig en enorm tryghed og tro på, at det, jeg gør, faktisk virker for dem, siger han.

Andreas Wachner – pressefoto

“Det betyder alverden for mig”

Også Michael Busk, faglærer på gourmetslagteruddannelsen hos ZBC i Roskilde, blev både overrasket og rørt, da han fik beskeden om sin nominering.

– Jeg begyndte at svede, og det løb koldt ned ad ryggen, da jeg blev ringet op. Det var meget overvældende, fortæller han.

Han beskriver nomineringen som en stor faglig og personlig anerkendelse:
– Det betyder alverden for mig. Det, jeg går og elsker at lave til hverdag, bliver anerkendt på en måde, hvor nogen synes, det er fantastisk. Det bekræfter mig i, hvorfor jeg har det her job, siger han.

For Michael handler det især om at møde eleverne i øjenhøjde og skabe et rum, hvor de tør være sig selv og lære nyt.
– Jeg ser det som en kæmpe anerkendelse at blive nomineret af eleverne. De er grunden til, at jeg gør det her. Når de tager sig tid til at skrive, at jeg gør en forskel, bliver jeg både rørt og stolt.

Han håber, at nomineringen også kan inspirere andre undervisere.

– Jeg håber, jeg kan være med til at inspirere mine kolleger til at højne vores faglighed og vores virke som faglærere. Det her løfter mig – og giver mig bare lyst til at gøre endnu mere af det, jeg allerede gør.

Michael Busk – pressefoto

En stærk undervisningskultur

ZBC har tidligere haft undervisere blandt vinderne af Politikens Undervisningspris, senest i 2022, hvor Jack Hauch Brask fra Kokke- og Tjenerskolen modtog hovedprisen. At to undervisere igen er nomineret, understreger skolens stærke undervisningskultur, hvor faglighed, engagement og relationer er i centrum.

Politikens Undervisningspris 2025 uddeles tirsdag den 25. november 2025 i Politikens Hus i København, hvor undervisere hyldes for deres dedikation og evne til at gøre en forskel.