Når Tivoli slår dørene op den 2. og 3. maj 2026, bliver Haven forvandlet til et levende lydlandskab. 6000 børn og unge fra hele landets musik- og kulturskoler indtager Tivoli og fylder forårsluften med musik, der spredes mellem blomstrende bede, forlystelser og glade gæster. Musikken fra 210 ensembler udfolder sig over 12 scener, og skaber en stemning, der kan mærkes i hele Haven, når det største landsdækkende arrangement for musikskoleelever løber af stablen.

I år deltager hele 16 ensembler fra henholdsvis Lejre Musik- og Billedskole, Kristofferskolen og Kulturskolen i Roskilde. 
 
Her er listen over ensemblerne: 
  • Stjernedrys & Himmelgnist Fælleskor (0.–1. kl.)
  • Måneskin & Solstrejf Fælleskor (1.–4. kl.)
  • Guitarensemble
  • Fløjteensemble
  • Klaverelever
  • Mundo og Storm
  • Keen og Coffee Overdose
  • Kulturskolen Roskildes strygere
  • Klaver med flere fra Roskilde
  • Kulturskolen Roskildes Renæssanceband
  • Kulturskolen Roskildes Gymnasieensemble
  • Rytmikstjernerne
  • Kulturskolen Roskildes Rytmikbørn (2. og 3. klasse)
  • Kulturskolen Roskildes Blæsere

Fra de tidlige timer og helt frem mod aftenen breder toner fra trompeter, saxofoner, trommer og tamburiner sig mellem scenerne. Musikken flytter sig konstant og inviterer gæsterne med på en rejse gennem genrer og udtryk, når orkestre, kor, bands og solister spiller sig ind i Tivoli. Her mødes klassisk musik, folkemusik, jazz, pop og musical i et farverigt og levende samspil.

Fællesskab i centrum

Bag hver koncert ligger timevis af undervisning og øvelse. For de mange unge musikere kulminerer arbejdet i mødet med publikum, hvor musikkens fællesskab er i centrum. Sammen skaber de helt særlige øjeblikke, hvor Tivoli ikke blot danner ramme om musikken, men bliver en del af oplevelsen.

Det skal opleves

Man kan blandt andet opleve Løgstør Musikskole, som er de elever, der har rejst længst for, at komme til at stå på scenerne i Tivoli. De skal med deres instrumenter fylde haven med pop og rytmisk rock. Derudover vil The Paragraphs, en gruppe unge med synshandikap, optræde med egne numre, som beskriver deres liv. Her er der mulighed for at opleve en performance med rørende og stærke budskaber, som understøtter hele formålet med netop Musikskoledage i Tivoli, nemlig fællesskabet i musikken.

Maja Joss Børch, programleder for Musikskoledage i Tivoli, Danske Musik- og Kulturskoler, fortæller: 
“Musikskoledage i Tivoli er noget helt særligt, fordi musikken kommer direkte fra børn og unge, der spiller med en åbenhed og energi, som smitter. Når tusindvis af unge musikere fylder Haven, opstår der en stemning, hvor både gæster og deltagere mærker, hvorfor musik betyder så meget. Det er en weekend, hvor man virkelig oplever bredden i dansk musikliv og glæden ved at skabe noget sammen.”

Frederik Wiedemann, Kulturdirektør i Tivoli fortæller:

“Musikskoledage er en helt særlig oplevelse af den levende musikkultur blandt børn og unge i Danmark. Tivoli præsenterer hvert år mange af Danmarks og verdens førende musikere, så vi er glade for også at lægge have og scener til den vigtige del af den musikalske fødekæde, som landets musikskoler udgør.”

Tivoli som musikunivers

Musikskoledage i Tivoli har siden 1990 været en tilbagevendende tradition, hvor elever fra hele landet mødes for at dele deres musikalske engagement og lade sig inspirere af hinanden. I løbet af weekenden kan Havens gæster opleve flere hundrede koncerter fordelt på de mange scener, og man kan frit lade sig føre fra det ene musikunivers til et andet.

Musikskoledage kan opleves af alle, der besøger Tivoli. Det er en oplagt mulighed for både familier, musikinteresserede og kulturglade gæster, som ønsker at opleve de levende musikskolers talenter. 

 

Pressefoto