Billedkunstneren Sophia Kalkau udstiller fra 24. oktober værket ’24 flag fra æsken med forvandlinger’ i Roskilde Domkirke. Kirken har gennem århundreder været skueplads for skiftende perioders bedste kunst, der med tiden har givet kirken sit helt unikke udseende. Udstillingen tager tråden op og kobler kirken med samtidskunsten, og den er en del af et nyt initiativ, Forvandling & Verdensarv.
Til efteråret udstilles 24 store billedværker af billedkunstneren Sophia Kalkau i Roskilde Domkirke. Billedværkerne skal falde som flag i kirkeskibet og sideskibene fra galleriets gelænder, og en skulpturgruppe installeres i en niche i kirken.
Værkerne udfolder sig i et gådefuldt spændingsfelt mellem drøm og virkelighed, abstraktion og genkendelighed. Flagene er en slags emblematiske tavler med spor, rester, attributter, symboler, rum, figurer og natur, og med referencer til køn, frugtbarhed, sorg, katastrofe og transformation.
”Jeg håber at flagene vil skabe en samklang, en særlig tone, en samtale og en nysgerrighed – at udstillingen vil tiltrække besøgende. Domkirken er jo et storslået arkitektonisk rum at træde ind i med så mange fine arkitektoniske detaljer, rigdomme, historie – kirken bærer en lang kirke- og kulturhistorie, både landets og Verdensarvens,” fortæller hun.
Gammel tradition genoplives
Udstillingen genopliver en gammel tradition, der netop er et af kriterierne for, at Roskilde Domkirke er blevet optaget på UNESCO’s verdensarvsliste: Der er kontinuerligt i alle generationer bygget om, og ikke mindst har tidens kunstnere – senest Peter Brandes og Bjørn Nørgaard – sat deres og deres tids præg på kirken.
”Når vi nu inviterer samtidskunst ind i kirken til en udstilling, er værket kun i rummet kort tid, og meningen med det er anderledes, end hvis værket havde været permanent. Det skal ikke nødvendigvis understøtte eller symbolisere kirkens budskab direkte, men forstås som en invitation til dialog, en samtale med kirkerummet og den kunst, der er der i forvejen. Det er altså den årtusind gamle tradition, der mødes af nutiden, og indbyder til refleksion,” siger Torben Jeppesen, sognepræst ved Roskilde Domkirke og initiativtager til udstillingen.
Forvandling & Verdensarv
Billedkunstneren Sophia Kalkaus værk udspringer af et samarbejde med digteren Ursula Andkjær Olsen. Sammen har de skabt et stort dobbeltværk, bogen Transformationsmanualen med tekst af Ursula Andkjær Olsen og et sæt nummererede billedkort, Æsken med forvandlinger skabt af Sophia Kalkau. 42 kort fra æsken danner forlæg for flagene, der udstilles i Roskilde Domkirke.
Værkerne afsløres til en fernisering i Roskilde Domkirke den 24. oktober, hvor Ursula Andkjær Olsen også vil læse op fra bogens tekster. Ferniseringen er en del af Domkirkens nye initiativ, Forvandling & Verdensarv, der foregår 23.-25. oktober. I år er det 30 år siden kirken blev udpeget til den prestigefyldte liste, og det markeres med tre dage, hvor der er rig mulighed for at nyde og udforske kirkens kunst gennem musik, samtaler med mere.
Sophia Kalkaus udstilling kan opleves fra 24. oktober frem til omkring 1. december.
Se hele programmet for Forvandling og Verdensarv her: https://roskildedomkirke.dk/begivenhed/verdensarvsdag








