I december sætter Fødevarestyrelsen ind med en offensiv på sociale medier med gode råd til forbrugerne, så de undgår diarré og skadelige kemiske stoffer på grund af julens måltider.

Foto ABW

Julen er dyr i år, og derfor vil flere sandsynligvis forsøge at spare, hvor de kan – for eksempel ved at slukke for kogepladen og lade risengrøden koge færdig under dynen. Det er også en god idé, hvis blot du kender de gode råd, som kan spare dig og dine middagsgæster for både bakterier, virus og sundhedsskadelige kemiske stoffer.

Fødevarestyrelsen deler ud af de gode råd på både Facebook og Instagram i resten af december måned.

– Hvert år bliver mange syge af den mad, de spiser i december. Formentlig fordi de glemmer de basale hygiejneråd, når de har travlt med at lave mad til deres gæster. Én af de klassiske fejl er, at risengrøden får lov at stå og lumre for længe under dynen, og at den lune ret ikke bliver varmet ordentligt igennem, inden den kommer på bordet. Dermed bliver maden et slaraffenland for de bakterier og virus, som kan give både opkast og diarré, fortæller kontorchef i Fødevarestyrelsen, Bente Holst.

Stanniol dur ikke til rødkål
Ud over at køle maden hurtigt ned og varme den godt igennem inden servering, kan du også gøre noget for at undgå uønskede stoffer i maden.

Det er for eksempel en dårlig idé at opbevare sur mad som rødkål og syltede rødbeder i mormors gamle krystalskåle i længere tid. Krystal har et meget højt indhold af bly, og det ​sundhedsskadelige metal kan trænge ind i maden.

Det samme gælder sølvpapiret, som kan frigive aluminium til maden, hvis den ligger sammen med rødkål, syltede rødbeder og anden sur mad natten over.

Derudover gælder de gode, gamle hygiejneråd stadig; vask hænderne grundigt, inden og mens du laver mad, og sørg for at holde råt kød væk fra færdig mad som salat og brød.

– Vi håber, at mange vil følge vores gode råd til julens måltider på Facebook eller Instagram – og du må meget gerne dele dem med familie og venner. Det er ganske få ting, der skal til for at undgå både maveonde og uønskede kemiske stoffer i maden, slutter Bente Holst.

Tre gode råd til julens måltider

  1. Lad maksimalt risengrøden stå under dynen i én time – og spis den enten med det samme eller sæt den på køl til senere brug.
  2. Opbevar sure fødevarer som rødkål og syltede rødbeder i porcelænsskåle eller plastbeholdere, hvis de skal stå i køleskabet natten over.
  3. Servér retterne rygende varme og sæt rester hurtigt på køl.

 Følg Fødevarestyrelsen på Facebook og Instagram​ for at få flere gode råd. 

Kilde Fødevarestyrelsen