Sommeren byder på masser af læseoplevelser, familiehygge og forfatterbesøg. Programmet spænder fra højtlæsning under åben himmel og læseudfordringer for børn til litterære samtaler og inspiration til sommerens læsning.
Her er et udpluk af de aktiviteter, som finder sted hen over sommeren.
For børn og familier er der blandt andet mulighed for at deltage i Hack Sommerbogen den 6. juli, hvor børn fra 6-15 år kan udfordre sig selv og prøve at løse flere af Sommerbogens læseudfordringer på én gang. Der er gratis is, bøger og rekvisitter klar i Bibliotekshaven, og alle, der gennemfører udfordringen, deltager i lodtrækningen om en sommerferiepræmie. Du kan også komme til Hack Sommerbogen på Jyllinge Bibliotek d. 30/6, og Cosmos i Viby d. 1/7.
Den 9. juli og 19. august kan du møde bibliotekarerne og bibliotekscyklen på Stændertorvet og få personlige anbefalinger til ferielæsningen. Uanset om du leder efter den store roman, en spændende krimi eller en god bog til strandtasken, står bibliotekarerne klar med inspiration.
Dagen efter, den 10. juli, inviteres de yngste til højtlæsning ved sandkassen, hvor bibliotekarerne læser historier om sand, vand og sommer. Arrangementet foregår midt i sommerlivet på Stændertorvet og er målrettet børn fra 1 år og deres voksne.
Senere på sommeren, den 4. august, kan litteraturinteresserede opleve forfatter Harald Voetmann i samtale med Jan M. Johansen på Det Gamle Rådhus. Med udgangspunkt i romanen Lysmesse dykker samtalen ned i middelalderens verden, klostrenes betydning og arbejdet med at skrive historiske fortællinger.
Disse arrangementer er blot et udvalg af sommerens tilbud. Hele sommeren kan du opleve aktiviteter, læseoplevelser og arrangementer hos Roskilde Bibliotekerne, og programmet byder på noget for både børn, unge og voksne.
Det samlede sommerprogram kan ses på Roskilde Bibliotekernes hjemmeside Arrangementer | Roskilde Bibliotekerne

Dato: 30-06-2026
Sted: Roskilde Bibliotek























