Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2022/05/03 til 2022/05/17.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Brand i frituregryde – Ladegårdsvej, Gundsømagle, Roskilde

Kl. 18.15 måtte beboerne på en privat adresse slå alarm til brandvæsnet, idet der var opstået ildebrand i køkkenet på deres bopæl.

Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, så skader i den anledning blev meget begrænset, efter at en 45-årig mand og en 47-årig kvinde var i gang med at lave mad. De anvendte en frituregryde, hvori olien brød i brand. Trods eget forsøg på at slukke branden i gryden måtte de til sidst tilkalde brandvæsnet.

Ingen kom til skade ved branden, som politiet har optaget rapport om for at få afklaret, om nogen kan drages til ansvar for brandens opståen.

Færdselsuheld – Frederiksborgvej, Gundsømagle, Roskilde

Kl. 12.33 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et færdselsuheld, idet to motorcykler var stødt sammen, så begge førere var væltet.Det viste sig, at en 58-årig mand fra Hillerød kørte ad Frederiksborgvej mod syd på en veteranmotorcykel. Han fulgtes med en 57-årig mand fra Fredensborg, der kørte lige bag den 58-årige i samme retning og også på en veteranmotorcykel.

Pludselig skete der et teknisk problem med motoren på den 58-åriges motorcykel, hvis baghjul blokerede, så hans hastighed blev hurtigt og væsentligt nedsat. Den uventede hastighedsnedsættelse opdagede den 57-årige for sent, så han påkørte den bageste del af den 58-åriges motorcykel, så de begge væltede.

Den 57-årige blev kørt til check på skadestuen, men var sluppet med diverse knubs som følge af sammenstødet, som den 58-årige slap uskadt fra. Begge parter anvendte styrthjelm under kørslen, og politiet registrerede omstændighederne ved sammenstødet.

Brandundersøgelse – Bytoften, Roskilde

Kl. 13.47 fik politiet via alarmcentralen en melding om, at brandvæsnet var sendt ud til en autoophugger på grund af en brand på stedet.
Politiet kunne konstatere, at branden udviklede en del røg, så Bytoften og Byledet blev afspærret for færdsel, og et par nærliggende firma blev instrueret i at holde døre og vinduer lukket på grund af røgen.

Et par ambulancer var også sendt til stedet, idet to mandlige medarbejdere var kommet lettere til skade som følge af branden. En 22-årig mand blev bragt til skadestuen til kontrol for eventuel røgforgiftning, mens en 45-årig mand også kom på skadestuen til undersøgelse og behandling for mindre brandskader på armene.

Brandvæsnet fik hurtigt kontrol over branden, således at politiet kunne ophæve afspærringen af vejene kl. ca. 14.20.
De foreløbige undersøgelser af brandårsagen tydede på, at branden var opstået i forbindelse med afmontering af en benzintank på en bil. Den pågældende bil var udbrændt oppe på en lift i en værkstedsbygning, som fik sodskader som følge af branden.

Arbejdstilsynet blev underrettet om branden og den formodede årsag, men Arbejdstilsynet skal sammen med politiet på et senere tidspunkt undersøge brandstedet nærmere i et forsøg på at fastslå den egentlige brandårsag, herunder afklare, om nogen kan drages til ansvar for brandens opståen.

Færdselsuheld – Køgevej / Lufthavnsvej, Roskilde

Kl. 16.34 rykkede politiet ud til et færdselsuheld i krydset Køgevej – Lufthavnsvej, idet en bilist og en knallertkører var stødt sammen.
Ingen af dem var kommet til skade ved uheldet, der skete i forbindelse med, at en 29-årig kvinde fra Holte kørte i en personbil ad Lufthavnsvej mod vest. I krydset ved Køgevej fortsatte hun i den højresvingende vognbane, idet hun ville fortsætte sin kørsel videre ad Køgevej mod nord.
Under kørsel i svingbanen stødte hun sammen med en 17-årig ung kvinde fra Espergærde, som kørte på en 30-knallert ad Køgevej mod nord og i den hensigt at fortsætte videre i nordlig retning ved Lufthavnsvej.

Politiet har optaget rapport om sammenstødet mellem de to trafikanter ud fra en mistanke om, at færdselslovens vigepligtsbestemmelser kan være overtrådt for knallertkørerens vedkommende ud fra afmærkningen på den cykelsti, som hun kørte ad.

Færdselsuheld / spiritus-/narkokørsel – Helligkorsvej, Roskilde

Kl. 17.32 var en knallertkører forulykket på Helligkorsvej, så politiet rykkede ud til uheldsstedet for at undersøge sagen nærmere.
Det viste sig, at den 63-årige mandlige knallertkører fra Roskilde var sluppet med diverse knubs ved uheldet, der skete, da han kørte på en lille 30-knallert på cykelstien ad Helligkorsvej mod vest ved Lindevej.

I forbindelse med overhaling af en cyklist, der kørte i samme retning, ramte knallertkøreren en personbil, der holdt parkeret på kørebanen helt op mod cykelstien. Knallertkører væltede ved uheldet, og der skete mindre skade på bageste højre hjørne på den parkerede bil. Cyklisten blev ikke involveret i uheldet.

Den 63-årige knallertkører blev imidlertid skønnet påvirket af både alkohol og narkotika under kørslen, hvorfor han blev sigtet for både spiritus- og narkokørsel. I forbindelse med en kortvarig anholdelse fik han udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer.

Cykeltyve anholdt – Bifaldet, Roskilde

Kl. 03.29 fik politiet en anmeldelse fra en vagt ved en byggeplads, at der var to mænd i en bil, som havde stjålet nogle cykler fra et cykelstativ i området omkring Musicon på Bifaldet i Roskilde, hvorefter bilen kørte fra stedet i retning mod Søndre Ringvej.

Flere patruljer blev sendt mod Søndre Ringvej, hvor politiets indsatsleder fik standset den beskrevne bil i krydset ved Søndre Ringvej/Ringstedgade. Bilen var en polsk indregistreret personbil, og i bilen traf patruljen to mænd på 32 og 39 år fra Polen med adresse i Ringsted og Haslev. Bag på bilen sad to el-racercykler og i bag i bilen lå yderligere to el-cykler og noget el-værktøj. De to mænd erkendte, at de havde stjålet de fire el-cykler fra cykelstativet ved Rabaldestrædet/Bifaldet. Politiet anholdt og sigtede de to mænd for cykeltyverier, og cyklerne blev sikret, så de kunne genudleveres til rette ejermænd.

De anholdte blev taget med til stationen til afhøring og sagsbehandling. Politiet ransagede mændenes bopælsadresser, men der blev ikke fundet flere stjålne cykler. De to mænd blev senere på dagen løsladt, men kan forvente at høre mere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Spirituskørsel – Ringstedgade, Roskilde

Kl. 02.55 anholdt og sigtede politiet en 18-årig mand fra Kalundborg for spirituskørsel i en personbil ad Ringstedgade i sydlig retning i Roskilde. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Når analyseerklæringen foreligger, vil den 18-årige få besked om, hvorvidt han skal aflevere sit blot knap to måneder gamle kørekort.

Indsats mod social dumping – Greve / Roskilde / Lejre kommuner

Ingen sager og ingen anholdte personer var resultatet af en kontrolindsats, som udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi gennemførte i løbet af onsdagen. Politiet fik ved kontrollen af syv forskellige steder assistance fra Skattestyrelsen, Arbejdstilsynet, Center Mod Menneskehandel og Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) som led i en indsats mod social dumping.

Første besøg var på en byggeplads i Karlslunde, hvor myndighederne traf fem udlændinge fra hhv. Ukraine, Letland og Iran sammen med to danskere. Skattestyrelsen noterede sig nogle oplysninger til senere brug, og Arbejdstilsynet udstedte nogle påbud.
Kort før frokost fik endnu en byggeplads, men i den centrale del af Roskilde by, et besøg af myndighederne, men der blev ikke truffet nogen personer på stedet.

Herefter blev en byggeplads i den vestlige del af Roskilde by besøgt, men opgaven var at kontrollere fire danskere på arbejdspladsen. Det gav ikke anledning til noget fra nogen myndighed.

Næste kontrol skete på et spisested i den centrale del af Roskilde by, men de to udlændinge fra Syrien, som blev truffet, havde orden i papirerne.
Et andet spisested i den centrale del af Roskilde fik også et besøg, men alt var i orden hos en iransk og en tyrkisk medarbejder på stedet.
Også i den centrale del af Roskilde by fik en butik, der havde fået en ny ejer fra Tyrkiet, også et besøg, men også her var alt i orden.

Sidste og syvende besøg skete ud fra oplysninger om en byggeplads i Lejre by, men byggeriet var dog blevet afsluttet, og de nye ejere var flyttet ind, så der var ikke længere nogen arbejdsplads inden for byggebranchen at kontrollere eventuel udenlandsk arbejdskraft på.

Myndighedernes kontrolindsats er for alles vedkommende en indsats mod eventuel ulovlig arbejdskraft, hvor også aspekter om mulig menneskehandel kunne være et element at kontrollere. Kontrolindsatsen fortsætter med jævne mellemrum og inden for forskellige brancher, hvor udenlandsk arbejdskraft kan være beskæftiget.

Mistænkelig bil – Lysalleen, Himmelev, Roskilde

Kl. 10.34 henvendte en opmærksom, lokal mand sig til politiet, fordi han undrede sig over en ældre personbil, som var blevet henstillet på den fælles parkeringsplads. Desuden var der måske noget, der kunne ligne ammunition i køretøjet.

Politiet undersøgte personbilen nærmere og kunne konstatere, at bilens nummerplader var meldt stjålne fra Køge for knap en måned siden, så de blev sikret til udlevering til Motorstyrelsen.
Inde i bilen fandt politiet et enkelt stykke ammunition, som blev sikret til nærmere undersøgelse. Selve bilen viste sig faktisk også at være meldt stjålet i marts måned fra Ejby ved Lille-Skensved.

Politiet lod bilen stå, indtil ejeren kan underrettes om fundet af den, og de sikrede spor fra køretøjet skal nu undersøges nærmere i et forsøg på at finde frem til personer, der kan mistænkes for noget i relation til bilen.

Færdselsuheld – Frederiksborgvej, Roskilde

Kl. 13.51 var to bilister stødt sammen på Frederiksborgvej i Roskilde by, så ambulancepersonale var sendt til uheldsstedet.

Det viste sig, at en 81-årig mand fra Jyllinge var kørt ad Frederiksborgvej mod nord, da en anden bilist kom fra en villasidevej og kørte ud på Frederiksborgvej. Der var tale om en 42-årig mand fra Roskilde, der kom fra en villasidevej og ville svinge til venstre for at fortsætte sin kørsel også ad Frederiksborgvej i nordlig retning. Han påkørte under svingningen venstre side af den 81-åriges bil, så den 81-årige mistede kontrollen over sin bil. Som følge heraf kørte han ind i en hæk, ligesom en stensætning blev ødelagt.

Ingen af de to parter kom til skade ved uheldet, som politiet nu har optaget rapport om ud fra en mistanke om, at færdselsloven kan være overtrådt.

Opringninger fra falsk politimand – Roskilde

Onsdag eftermiddag fik to kvinder på hhv. 32 og 70 år begge fra Roskilde en opringning fra en falsk politimand, der præsenterede sig som en “Ole Henriksen” og i det ene tilfælde som “Landpolitiet under Afdelingen for Økonomisk Kriminalitet”.

Henvendelsen til den 70-årige blev forklaret med mystiske transaktioner på hendes bankkonto, så den falske politimand ville nu tilbyde hende sin hjælp til at sikre hendes penge. Den 70-årige blev skeptisk under samtalen, som hun afbrød uden at overføre nogen penge til en bankkonto.

Den falske politimand forklarede sin henvendelse til den 32-årige med oplysninger om, at en anden person havde optaget et kviklån i hendes navn. Hun skulle derfor oplyse, hvor mange betalingskort hun havde, og hvor mange penge der stod på hendes bankkonto.
Den 32-årige afviste at oplyse noget til den falske politimand, der havde ringet fra et telefonnummer, der sluttede på de velkendte cifre 1448.

Politiet vil gerne rose de to kvinder for at være særdeles skeptiske over for uventede opkald fra en person, der angiver at ringe fra politiet, når man ikke er part i en verserende sag hos politiet. Undlad at give personlige oplysninger til vedkommende og afbryd samtalen.

Påtrængende mand fik penge – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 16.30 anmeldte pårørende til en 16-årig ung mand fra Viby Sj., at sønnen var blevet “afkrævet” penge af en påtrængende mand ved Roskilde togstation.

Den fremmede mand havde på togstationen indledningsvist spurgt om penge til en togbillet, men da den 16-årige ikke havde nogen kontanter på sig, var de sammen gået hen til en pengeautomat ude foran togstationen.
Da pengene var blevet hævet, tog den fremmede mand pengene fra den 16-årige, men beholdt kun en enkelt pengeseddel og afleverede resten retur.

Den fremmede mand havde ikke været truende, men blot særdels påtrængende i dette forløb, hvorfor den 16-årige indirekte havde følt sig presset til at hjælpe manden med penge til en togbillet.

Den fremmede og påtrængende mand blev beskrevet som 20-30 år, brunlig hudfarve, almindelig af bygning, sort kort hår, iført sort jakke og cowboybukser samt medbringende en sort taske. Manden talte engelsk til den 16-årige.
Denne mand var ifølge den 16-årige måske i følgeskab med en anden mand, der blev beskrevet som udenlandsk af udseende, iført cowboyjakke og -bukser og også medbringende en sort taske.

Politiet ledte efter de to mistænkte i området, men uden at finde dem, idet de var forsvundet i ukendt retning.

Politiet vil fremadrettet have sin fokus rettet mod området ved togstationen og nærliggende steder, hvor rejsende kan blive antastet og på en påtrængende måde blive bedt om økonomisk hjælp. Den øgede tilstede i området vil foregå både med synligt politi samt politipersonale i civilt i et forsøg på at få identificeret de mistænkte, såfremt de igen måtte færdes i området.

Færdselsuheld – Hønskevejen, Viby Sj. – Roskilde

Kl. 20.46 fik politiet en anmeldelse om, at en bil efter kørsel formentlig med høj hastighed var forulykket og kørt ind i et træ. Tre personer var efterfølgende gået fra bilen.
Politiet kørte til uheldsstedet, hvorfra politiet kunne se tre personer stå ude på en mark ikke langt fra den forulykkede bil, hvori der ikke var nogen tilskadekomne. Bilen var i øvrigt heller ikke forsynet med nummerplader.

Ud på marken fik politiet kontakt til en 16-årig ung kvinde fra Borup, en 17-årig ung mand fra Lille-Skensved og en 19-årig mand fra Viby Sj. Ingen af dem havde en bilnøgle på sig, så politiet foretog afhøring af de tre personer i et forsøg på at få klarlagt, hvem der havde ført bilen på uheldstidspunktet.

Den forulykkede bil blev aflåst og skal senere undersøges i et forsøg på at finde frem til bilejeren, så politiet måske ved afhøring af denne kan få oplysninger frem om, hvem der kan have haft rådighed over køretøjet.

Færdselsuheld – Helligkorsvej, Roskilde

Kl. 07.49 var en bilist og en cyklist stødt sammen på Helligkorsvej tæt på rundkørslen ved Møllehusvej, så politiet rykkede ud til uheldsstedet.Det viste sig, at en 53-årig kvinde fra Roskilde var kørt i en personbil gennem rundkørslen fra Møllehusvej og videre ad Helligkorsvej i østlig retning. Umiddelbart efter indkørslen på Helligkorsvej var bilisten standset, så bagenden af bilen stak ud over cykelstien.En 14-årige pige fra Roskilde kørte som cyklist på cykelstien, men opdagede ikke, at bilisten var standset. Cyklisten ramte derfor bagenden af personbilen og væltede, men der skete ikke noget med hverken cyklisten eller de to parters køretøjer.Politiet registrerede blot parterne og omstændighederne ved sammenstødet.

Uro og uorden – Vestergade, Roskilde

Kl. 17.27 rykkede flere patruljer ud til et boligområde, hvor der var optræk til uro, fordi en kvinde måske var bevæbnet med en kniv.
Politiet fik i området kontakt til en 27-årig kvinde fra Dianalund, som ikke i besiddelse af nogen effekter, hvormed hun kunne gøre skade på andre. Det viste sig, at hun var kommet i voldsom diskussion med en bekendt, hvorefter anmeldelsen til politiet var indgået.
Ingen var kommet til skade, så politiet hjalp den 27-årige væk fra området, som politiet derefter forlod, da roen dermed var genoprettet.

Utilfreds kunde filmede ekspedient – Københavnsvej, Roskilde

Kl. 22.20 bad en 24-årig mandlig ekspedient i en butik ved tankstation om assistance fra politiet til at bortvise en utilfreds kunde, som ikke selv ville forlade stedet, men tværtimod filmede ekspedienten. Det fandt ekspedienten utryghedsskabende og generende.

Politiet kørte til stedet og fik efter få minutter kontakt til en 55-årig mand fra Roskilde, som forklarede sin adfærd med, at han var utilfreds over, at ekspedienten havde givet ham den forkerte dressing i en fransk hotdog.
Det hele endte dog med, at den 55-årige blev bortvist fra butikken uden at blive sigtet for noget af politiet.

Anholdelse i indbrudssag førte til lager af formodede tyvekoster – Roskilde

Politiet efterlyser nu beboere i Roskilde og omegn, som har fået stjålet ting fra kælderrum i den seneste tid.

Natten til onsdag d. 4. maj pågreb politiet en mand, der var i færd med at opbryde døren til et kælderrum under et lejlighedskompleks på Gyvelvej i Roskilde. Ved den efterfølgende ransagning på mandens bopæl blev der beslaglagt adskillige genstande, som politiet mistænker kan være tyvekoster fra tidligere kælderindbrud.

Politiet opfordrer derfor borgere i og omkring Roskilde, der har haft indbrud i deres kælderrum i tiden op til gerningstidspunktet, om at gå ind på www.politi.dk/anmeld-kriminalitet og indgive en skriftlig anmeldelse inklusiv billeder og/eller en detaljeret beskrivelse af de stjålne genstande, hvis ikke man allerede har gjort det. På den måde kan flere af de fundne genstande forhåbentligt finde hjem igen til deres rette ejer.

Kom og få en snak med politiet – Roskilde

Nærpolitiet vil i dag være til stede i Lammegade og Æblehaven/Rønnebærparken i Roskilde i dag, hvor borgerne kan komme og få en snak med politifolkene. De vil være i Lammegade 12.30-14.30 og i Æblehaven og Rønnebærparken kl 16.00-17.00

Vold ved retten – Ved Ringen, Roskilde

Kl. 11.00 opstod tumult i forhallen ved Retten i Roskilde i forbindelse med afviklingen af en straffesag. Flere personer var mødt op i retten i forbindelse med afgivelse af vidneforklaring i en sag om kvalificeret vold, og i en pause stødte en større gruppe mænd sammen i et voldeligt optrin. Flere patruljer kørte til retten, men da havde flere af de implicerede parter forladt stedet.

Politiets indsatsleder og flere patruljer, herunder hundepatruljer, blev ved retten, for at sørge for at ro og orden. Retsmødet blev aflyst resten af dagen grundet optøjerne. Politiet optog rapport om vold i forbindelse med episoden, hvor en mand i 50′;erne fra Albertslund fik en overfladisk skade i ansigtet under tumulten. Politiet efterforsker nu sagen og indhenter overvågning fra retten til brug for at belyse omstændighederne og afklare, om nogen kan sigtes i den forbindelse.

Narkobilist gjorde opmærksom på sig selv – Køgevej, Roskilde

kl. 01.05 kørte en hundepatrulje på Køgevej i Roskilde, da de i krydset Søndre Ringvej/Østreringvej mødte en modkørende bilist, som var på vej ud af byen. Bilisten holdt stille ud for hundepatruljen, hvor han gassede op og råbte noget ud af vinduet, før han kørte fra stedet i friskt tempo.

Hundepatrulje tændte for blinket og vendte rundt efter den opmærksomhedskrævende bilist. I krydset Køgevej/Roskildevænget foretog bilisten en u-vending overfor rødt lys og kørte tilbage i samme retning han kom fra. Han fortsatte overfor rødt lys i krydset ved Søndre Ringvej, hvor han svingede til venstre. Da bilisten nåede Ringstedvej kørte han mod nord ad Ringstedgade, hvor patruljen stoppede og anholdt en 37-årig mand fra Kirke-Hyllinge, som kørte bil i narkopåvirket tilstand. Han blev sigtet for narkokørsel, for ikke at stoppe for politiet, og for at køre over for rødt lys.

Den anholdte mand blev visiteret og bilen blev ransaget, hvor betjentene gjorde et bemærkelsesværdigt fund. I bilen lå et luftgevær, en luftpistol, en økse, en ulovlig kniv, to løsskudpatroner og 9,12 gram amfetamin, 4,66 gram ketamin og en lille klump hash. Han blev sigtet for at overtræde våbenloven og lov om euforiserende stoffer. Luftgevær og luftpistolen kunne han lovligt besidde. De øvrige våben og stofferne blev beslaglagt til sagen. Den 37-årige havde et femcifret kontantbeløb på sig, og da han skyldte penge til det offentlige, blev en stor del af pengene beslaglagt, som inddrivelse af gæld. Den 37-årige fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt.

Dagen efter kl. 01.13 mødte politiet igen den 37-årige mand, som nu kørte bil i påvirket tilstand på Havnevej i Holbæk. Han blev igen anholdt og fik udtaget en blodprøve. Politiet fandt ikke yderligere ulovligt i den forbindelse. Nu afventes resultatet af begge blodprøver, hvorefter den sigtede vil høre mere i sine mange sager. Der nedlægges påstand om frakendelse af kørekortet, og den 37-årige blev vejledt om, at politiet kan beslaglægge hans bil, hvis han igen kører påvirket.

Bortvisning af uønsket mand – Ørslev Gade, Ørslev, Ringsted / Vindeboder, Roskilde

Kl. 06.44 lørdag morgen bad personalet i et supermarked om assistance fra politiet til at bortvise en forvirret og måske uligevægtig mand. Han var uønsket i supermarkedet og ville ikke forlade butikken trods personalets opfordring herom.

Politiet fik på stedet kontakt til en måske uligevægtig, men opfarende, 62-årig mand fra Ringsted, som blev frihedsberøvet, da politiet vurderede, at han ikke ville være i stand til at færdes og tage vare på sig selv uden at være til ulempe for andre.

Den 62-årige blev medtaget til politistationen i Roskilde, hvor en læge efter en undersøgelse vurderede, at den 62-årige skulle på skadestuen til behandling for en skade på en arm, hvorfor den 62-årige blev bragt dertil til fornøden behandling.

Kl. ca. 14.00 ønskede personalet på skadestuen hjælp fra politiet, idet den 62-årige var blevet tilbudt behandling på et andet hospital for sin skade på armen, men han nægtede at lade sig overflytte til et andet sygehus. Personalet ønskede derfor hjælp til at få manden væk fra sygehuset, hvorfor politiet nu valgte at køre manden til Roskilde togstation, så han kunne tage toget retur til Ringsted.

Efterfølgende hørte politiet ikke yderligere fra eller om den 62-årige, der ikke blev sigtet for noget i anledning af sin adfærd.

Kl. 20.47 fik politiet en henvendelse fra personalet på en restaurant på Vindeboder, Roskilde, om en mand, der chikanerede og forstyrrede øvrige gæster, idet han uden varsel satte ved andres borde og i øvrigt ikke ville forlade stedet trods personalets opfordringer herom.

Politiet rykkede ud til restauranten og kunne kort efter konstatere, at den 62-årige mand fra Ringsted nu havde været årsagen til uroen på stedet. Den 62-årige ville gerne indlægges på et hospital, men den lægefaglige vurdering var, at han fortsat havde behov for behandling af skaden på sin arm, så han blev i en ambulance bragt til skadestuen i Holbæk. Her ønskede han tilsyneladende ikke at blive behandlet, så han skabte så meget uro på stedet, at politiet igen måtte tage sig af den 62-årige, der blev bortvist. Han vendte kort efter tilbage, så politiet vurderede, at han skulle frihedsberøves for at få skabt ro i området.

Efter nogle timer i politiets varetægt på politistationen i Roskilde blev den 62-årige løsladt, men var ikke blevet sigtet for noget i anledning af sin adfærd både i Roskilde og i Holbæk i løbet af aftenen og først på natten.

Spirituskørsel i frakendelsestiden – Københavnsvej, Roskilde

Kl. 00.22 anholdt og sigtede politiet en 54-årig mand fra Jyllinge for spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden i en personbil, som han førte ad Københavnsvej. Førerretten havde han mistet i tre år i foråret 2022 i forbindelse med en anden sag om spirituskørsel.
Den 54-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol, og han vil høre nærmere, når analyseerklæringen foreligger.

Narkokørsel – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 03.17 blev en 20-årig mand fra Albertslund anholdt og sigtet for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, efter at en narkometertest havde indikeret, at han formentlig var påvirket af cannabis under kørslen.

Den 20-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Spirituskørsel – Kong Magnus Vej, Roskilde

Kl. 04.47 sigtede politiet en 18-årig mand fra Tureby for spirituskørsel, efter at en personbil havde forsøgt at stikke af fra politiet og var blevet ført ind på en parkeringsplads på Kong Magnus Vej. Her var flere personer løbet fra køretøjet, men politiet fik ved hjælp af politihunde fundet frem til personer fra bilen, som den 18-årige kunne mistænkes for at have ført i spirituspåvirket tilstand.

I forbindelse med en kortvarig anholdelse fik den 18-årige udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Den 18-årige var dog ikke indforstået med at blive sigtet for spirituskørsel og nægtede sig derfor skyldig i sigtelsen.

Narkokørsel – Sankt Hans Gade, Roskilde

Kl. 17.45 anholdt og sigtede politiet en 43-årig mand fra Roskilde for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Han var mistænkt for at være påvirket af cannabis under kørslen og fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer inden sin løsladelse.

Indbrud i perioden

Kornvej, Jyllinge
Bogfinkevej, Jyllinge
Hasselvej, Jyllinge
Frederiksborgvej, Roskilde
Guldborgvej, Veddelev, Roskilde
Skelager, GreveBymosevej, Himlingøje, Hårlev (forsøg)Ørstedvej, Viby Sj. (forsøg)

Foto: ABW