Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2022/01/05 til 2022/01/18.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Uheld i lyskryds – Snoldelev Bygade/Køgevej, Gadstrup – Roskilde

Kl. 17.24 skete et sammenstød imellem to biler i lyskrydset ved Snoldelev Bygade og Køgevej i Gadstrup. En 19-årig mand fra lokalområdet kørte ad Snoldelev Bygade i vestlig retning og frem i krydset ved Køgevej, hvor han kørte frontalt ind i en bilist, en 63-årig kvinde fra Køge, der kørte ad Køgevej mod syd. Politi og ambulance kørte til uheldsstedet, hvor de to bilister blev tilset. Ingen personer kom noget til, men begge biler fik skader. Patruljen optog rapport om uheldet, for at beskrive omstændighederne, herunder hvilken farve lyssignalet havde i hvilken kørselsretning.

Brand i skraldespande – Lindevej, Havdrup – Solrød

Kl. 20.36 kørte politi og brandvæsen til brand i skraldespande ved Havdrup Station. Da beredskabet kom frem, var ilden i skraldespanden gået ud af sig selv. Politiet undersøgte stedet og fandt ingen naturlig forklaring på, hvordan ilden var startet. Patruljen traf på stationen en gruppe lokale drenge på 14-15 år, som blev afhørt til branden, der formodes at være påsat. Forældrene til de unge blev orienteret om sagen, som nu skal undersøges nærmere. Politiet vil herunder afklare, om nogen i gruppen kan mistænkes for at have sat ild til skraldespanden.

Kvinde reddet ud af brændende hus – Gærdet, Gershøj, Kirke-Hyllinge
Kl. 02.31 kom et alarmopkald om en kraftig brand i en villa på Gærdet i Gershøj. Politi og redning kørte til stedet, hvor ilden havde fat i hele taget på huset og der var høje flamme. Naboer opdagede branden og slog alarm. De handlekraftige naboer havde skaffet sig adgang til huset ved at knuse en rude, hvorefter det lykkedes at redde den kvindelige beboer i 60′;erne ud af huset. Hun blev kørt til hospitalet med røgforgiftning, men er uden for livsfare. En brandmand blev tilset i ambulance, da han havde indåndet røg i forbindelse med redningen på stedet.

Brandvæsnet kæmpede med at slukke den voldsomme brand og først tidligt søndag morgen var slukningsarbejdet færdigt. Huset nedbrændte til helt. Politiet undersøger nu branden nærmere, for at klarlægge brandårsagen.

Søndag – mandag

Anmeldelse om muligt skud mod bil – Skovvej, Havdrup – Solrød

Kl. 21.47 modtog politiet en anmeldelse om, at der var hørt skud omkring Skovvej i Havdrup. Anmeldelsen kom fra to mænd i tyverne fra København og Fyn, som havde et ærinde i Havdrup, hvortil de var kørt i en varebil. De to mænd i en varebilen, kørte fra stedet, da de blev utrygge over bragene, som de frygtede var rettet mod dem. På motorvejen i retning mod Holbæk bemærkede de to mænd i varebilen, at en grå personbil kørte efter dem. Flere patruljer blev sendt til både Havdrup og Holbæk, hvor politiet undersøgte området, og de muligt forurettedes varebil for spor efter skud. Hundepatruljer afsøgte relevante områder efter spor, men der blev ikke fundet patronhylstre, skudhuller eller andre tegn på skudafgivelse.

Politiet fandt ikke frem til den grå personbil, som nu forsøges identificeret, for at afklare, om den havde en rolle i sagen. Vidner som har bemærket personer eller køretøjer omkring Skovvej i Havdrup søndag aften bedes kontakte politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.