Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2021/12/29 til 2022/01/11.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Måske ulovlig droneflyvning – Snoldelev, Gadstrup – Roskilde

Kl. 13.58 fik politiet en henvendelse fra luftfartsmyndighederne om, at nogen havde fløjet med en drone inden for en radius af to kilometer fra en lufthavns område, idet droneflyvning inden for dette område var ulovlig og kunne være til fare for flytrafikken til og fra lufthavnen i Roskilde.
En patrulje blev sendt til Snoldelev-området, hvor politiet fik kontakt til en 65-årig mand fra Gadstrup. Han havde umiddelbart forinden anvendt en drone, som politiet beslaglagde som bevis i sagen, mens politiet ud fra den 65-årige forklaring får klarlagt, om hans anvendelse af dronen i Snoldelev-området kan være en overtrædelse af dronelovgivningen.

Påvirket bilist uden kørekort – Jyllingecentret, Jyllinge – Roskilde

Kl. 20.20 sigtede og anholdt politiet en 30-årig mand fra Roskilde for narko og spirituskørsel, da han blev stoppet ved et rutinetjek i Jyllingecentret. Den 30-årige havde en promille over det tilladte og en narkometertest viste positiv for hash. Han var desuden frakendt førerretten efter en sag fra 2020, hvor han kørte galt i spirituspåvirket tilstand. Den 30-årige fik udtaget en blodprøve og herefter løsladt. Når politiet har fået svaret på blodprøveanalyserne, vil den 30-årige høre mere i sin sag.

Slagsmål i retten – Ved Ringen, Roskilde

Kl. 12.07 var der opstået slagsmål mellem et par mænd i retsbygningen, så politiet måtte hastigt køre dertil. Det viste sig, at to 18-årige mænd, der var i retten i hver sin sag, uden for retslokalerne var røget i slagsmål med hinanden af ukendt årsag. Ingen af parterne i slagsmålet kom noget til, hvorfor den ene 18-årige blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
En 23-årig kvinde med relation til den sigtede 18-årige mand havde forsøgt at skille parterne ad, men var herunder blevet ramt af et spark fra den anden 18-årige mand. Kvinden har nu efterfølgende bedt politiet undersøge, hvorvidt der er grundlag for at indlede en sag mod den anden 18-årige i anledning af sparket, der ramte hende på en arm.

Grundlovsforhør – Trusler og vold mv. – Rønnebærparken, Roskilde

Kl. 15.38 anmeldte pårørende til en 17-årig ung mand fra Roskilde, at den 17-årige netop var kommet hjem, efter at han havde været offer for et overfald på en fastfoodrestaurant i Roskilde. Modparten var en navngiven ung mand, som nu pludselig stod uden for opgangen ved den 17-åriges bopæl.
Politiet kørte til stedet og fik kontakt til den 17-årige unge mand, der havde et mindre sår i ansigtet efter overfaldet på en fastfoodrestaurant i Ringstedgade, Roskilde, tidligere på eftermiddagen.
Modparten i overfaldet blev identificeret som den 18-årige mand, som politiet tidligere på dagen sigtede for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen efter et slagsmål i retsbygningen i Roskilde. Den 18-årige var nu troppet op ved den 17-åriges bopæl i ophidset tilstand og ifølge vidner muligt medbringende en knivlignende genstand.
Den 18-årige var dog forsvundet fra området ved den 17-åriges bopæl, hvorfor en hundepatrulje ledte efter ham i nærområdet. Det lykkedes politiet at finde den 18-årige, der dog stak af i løb, så politiet løb efter ham sammen med en politihund. Den 18-årige stoppede selv op og blev uden brug af politihunden anholdt som mistænkt i en sag om trusler mod den 17-årige i anledning af overfaldet på fastfoodrestauranten. Ved anholdelsen var den 18-årige ikke besiddelse af noget, der kunne minde om den effekt, som vidner havde set ham være i besiddelse af.
Den anholdte blev bragt til politistationen til sigtelse og afhøring i de to nye sager om hhv. vold og trusler mod ham som vidne, hvorefter den 18-årige blev anbragt i et arresthus.
Anklagemyndigheden vil tirsdag kl. 13.00 fremstille ham i et grundlovsforhør i Retten i Roskilde med krav om varetægtsfængsling.

Butikstyv med indrejseforbud varetægtsfængslet – Roskilde

En 45-årig mand fra Sverige blev mandag fremstillet i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling. Den 45-årige blev søndag tilbageholdt for butikstyveri i Roskilde, hvor det blev konstateret, at han havde et indrejseforbud i Danmark, som han havde overtrådt flere gange. Retten i Roskilde varetægtsfængslede den 45-årige til den 3. februar 2022, mens sagen behandles.