Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2021/11/10 til 2021/11/23.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Færdselsuheld – Møllevejen / Hastrup Bygade, Gadstrup – Roskilde

Kl. 23.52 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, idet en bilist havde påkørt en parkeret bil, som efterfølgende forårsagede, at tre andre bilister blev påkørt og fik skader.
Det viste sig, at ingen var kommet til skade ved uheldet, der skete, da en 17-årig ung mand fra Karlslunde som fører af en personbil var kørt ad Hastrup Bygade mod øst og efter et sving videre ad Møllevej mod syd. Efter svinget mistede den 17-årige kontrollen over bilen, der ramte en parkeret personbil. Dette sammenstød bevirkede så, at yderligere tre parkerede biler blev impliceret i uheldet.
Politiet har optaget rapport om uheldet, idet den 17-årige endnu ikke havde erhvervet sig førerret, ligesom politiet naturligt også undersøger, hvordan den 17-årige har fået rådighed over et køretøj, som han ikke lovligt kunne være fører af.

Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Gevninge, Roskilde – Lejre

Kl. 06.59 rykkede politiet ud til endnu et færdselsuheld, idet to bilister var stødt sammen i østgående retning på Holbækmotorvejen ved Gevninge. Det viste sig, at de implicerede køretøjer holdt ved midterrabatten, så politiet måtte kortvarigt spærre motorvejen, mens det ene køretøj blev skubbet ind i nødsporet. Det andet køretøj kunne selv køre fra stedet efter sammenstødet, der skete, da en 49-årig kvinde fra Hørve for sent opdagede, at den forankørende bil ført af en 38-årig mand fra Holeby bremsede. Den kvindelige bilist påkørte derfor bagenden på den forankørende bil, men ingen af parterne kom til skade ved uheldet. Politiet registrerede blot parterne og omstændighederne ved uheldet.

Vold og blufærdighedskrænkelse i nattelivet – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 01.04 natten til lørdag blev politiet tilkaldt til en beværtning på Jernbanegade, hvor dørmændene havde et hyr med at holde styr på en uregerlig gæst. Politiet kom frem og anholdt en spirituspåvirket 26-årig mand fra Køge, som kort forinden havde forøvet vold mod en dørmand, som ville bortvise ham fra diskoteket. Den 26-årige skulle bortvises fra stedet, da han havde befølt en kvindelig gæst.

Patruljen sigtede den 26-årige for blufærdighedkrænkelse mod den kvindelige gæst og vold mod dørmanden, som havde fået et knytnæveslag i panden. Den anholdte blev taget med i detentionen til afrusning, og blev løsladt lørdag morgen, da sagerne mod ham var færdigbehandlet. Han fik i forbindelse med sagen et forbud efter restaurationsloven, så han ikke længere må komme på diskoteket. Den 26-årige kan forvente at høre mere i sine sager, når der kommer et retsligt efterspil.

Ordensbekendtgørelsen – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 03.53 bad DSB-personale om assistance fra politiet, idet en mandlig passager opførte sig aggressivt og truende over for en anden mandlig passager. På Roskilde station fik politiet kontakt til en 19-årig mandlig passager, der oplyste, at han under togturen fra København til Roskilde var blevet generet af en mand, som han ikke kendte og ikke havde haft nogen konflikt med. Manden havde været provokerende i sit sprogbrug, taget fat i den 19-åriges skulder og puffet ham provokerende i maven, så politiet fandt grundlag for at sigte en 23-årig mand fra Dalmose for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen på grund af adfærden over for den 19-årige. Den sigtede kan nu forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelsen.

Brand i emhætte – Fælledvej, Roskilde

kl.16.21 kørte politi, ambulance og brandvæsen med stigevogn til brand i en lejlighed på Fælledvej i Roskilde. Branden var startet i en frituregryde, da en teenager tilberedte mad. Da flammerne startede slukkede drengen komfuret og slog alarm. Det store opbud af udrykningskøretøjer kom dog ikke i aktion, da ilden blev slukket før det spredte sig til ejendommen. Der skete kun sodskade omkring emhætten og ingen personer kom noget til.

Udlænding stjal julepynt – Industrivej, Roskilde

Kl. 15.47 anmeldte personalet hos Bauhaus på Industrivej i Roskilde, at de havde tilbageholdt en udenlandsk butikstyv, der havde stjålet varer for 459 kr. En patrulje kørte frem til butikken, hvor de traf en 32-årig mand fra Georgien, som havde taget to forstørrelsesglas og 10 pynte snekugler ned i sine jakkelommer. Han havde passeret kassen uden at betale og blev tilbageholdt herefter. Varerne blev leveret tilbage til butikken, der derfor ikke havde et erstatningskrav.

Han blev taget med på politistationen, hvor han blev sigtet og afhørt med tolk. Han erkendte butikstyveri, og sagen blev afgjort med en bøde. Han blev herefter løsladt, da der ikke var grundlag for at udvise ham af Danmark på baggrund af sagen.

Narkokørsel, penge, hash og peberspray – Trekroner Roskilde

Kl. 09.45 stoppede politiet en bil i Trekroner, Roskilde i et rutinetjek. Bag rattet sad en 32-årig mand, og som passager sad en 22-årig kvinde fra Roskilde. Føreren af bilen blev testet positiv for hash i en narkometertest, så han blev anholdt og sigtet for narkokørsel. Betjentene ransagede bilen, hvor der blev fundet en klup hash og et mindre kontantbeløb.

Politiet mistænkte, at de to opbevarede narko på deres adresser, så politiet besluttede at ransage begges lejligheder. Stederne blev gennemgået med narkohund, hvor der blev fundet i alt 2296 gram hash, 5 ecstasy piller, 6,23 gram kokain, diverse lægemidler og doping, som ikke var udstedt på recept, en peberspray, to digitalvægte og et femcifret kontantbeløb. Pengene blev beslaglagt, da de formodedes at stamme fra narkosalg. De ulovlige stoffer og pebersprayen blev beslaglagt med henblik på destruktion.

De to blev begge sigtet for narkobesiddelse med henblik på salg. Kvinden blev sigtet for at besidde pebersprayen. Den 32-årig mand fik udtaget en blodprøve, som skal vise, hvilke stoffer han havde i blodet under kørslen. De blev begge løsladt efter endt afhøring og sagsbehandling, men kan forvente at høre mere fra politiet, når sagerne skal afgøres.

Musik til ulempe på Musicon – Optakten, Roskilde

Kl. 19.56 indgik flere anmeldelser om larm og høj musik fra P-huset ved Musicon. En del unge var ifølge anmelderne samlet på stedet. En patrulje kørte til stedet, men traf ingen personer og hørte ingen larm. Lidt senere på aftenen kom en ny anmeldelse fra P-huset. Denne gang var der unge der opholdt sig i kælderen, og der blev affyret kanonslag. En hundepatrulje lagde igen vejen forbi, hvor de denne gang traf en mindre gruppe unge, som de kendte fra bybilledet. De unge blev bortvist fra P-huset, men politiet fandt ikke grundlag for at sigte nogen i P-huset.

Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Trekroner, Roskilde

Kl. 06.55 mandag morgen rykkede politiet ud til et færdselsuheld på Holbækmotorvejen ved afkørsel 10 Roskilde Øst i østgående retning, hvor en del trafikanter var stødt sammen. Ingen personer var kommet til skade ved sammenstødene, der var sket i vognbanen nærmest midterrabatten. Nogle køretøjer kunne selv køre ind i nødsporet, men bugseringskøretøjer blev tilkaldt til at fjerne de øvrige implicerede parter.
Politiet fik klarlagt omstændighederne ved faktisk to uheld i den tætte morgenmyldretidstrafik, idet det første uheld forårsagede endnu et sammenstød.
En 43-årig mand fra Holbæk holdt tilsyneladende ikke den fornødne afstand til en forankørende bilist, der blev påkørt bagpå. Dette sammenstød opdagede en 43-årig mand fra Mørkøv for sent, så han påkørte den anden 43-åriges bil.
Dette sammenstød med tre parter medførte, at fire andre bilister stødte sammen i et separat uheld, da en 30-årig mand fra Vipperød ikke i tide opdagede uheldet foran ham, så han påkørte bilisten foran sig. Det bevirkede, at to andre bag den 30-årige heller ikke nåede at bremse i tide, så de blev også impliceret i uheldet.
Kl. ca. 07.30 var alle biler væk fra motorvejens kørebane, så trafikken i retning mod København kunne passere uhindret. Politiet registrerede blot omstændighederne og parterne ved de to uheld.

Gasledning gravet over – Himmelev Sognevej, Himmelev, Roskilde

Kl. 14.47 foretog politiet afspærring af et området på Himmelev Sognevej, fordi en gasledning var blevet gravet over. Beboere i området blev informeret om den udstrømmende gas, som en tekniker fra et gasforsyningsselskab fik lukket for kl. ca. 15.30. Ingen var kommet til skade som følge af gasudslippet.

Utryghedsskabende forsamling – Ejboparken, Roskilde

Kl. 20.14 anmeldte en lokal borger, at flere biler var forsamlet ved området ved et børnehus. De tilstedeværende personer blev mistænkt for at handle med narkotika ud deres adfærd på stedet.
Som følge af de netop udstedte politigarantier rykkede politiet straks ud til området, hvor to biler og fire mænd blev truffet. Ved en kontrol kunne ingen af mændene i alderen 21-24 år fra hhv. Roskilde og Hedehusene mistænkes for hverken at være i besiddelse af narkotika eller at have handlet hermed. Politiet informerede dem om, at deres tilstedeværelse i området skabte utryghed, hvorfor de blev opfordret til at mødes andre steder. Ingen af dem blev sigtet for noget i anledning af politiets udrykning til stedet.

Truende passager i toget – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 21.50 anmodede DSB om assistance fra politiet, idet en 55-årige kvindelig DSB-ansat havde problemer med en mandlig passager. Han skulle have udstedt en kontrolafgift, men truede i den forbindelse den DSB-ansatte verbalt på livet, ligesom han var noget opfarende. En politimand, der i sin fritid tilfældigt var til stede i toget, trådte til og hjalp den DSB-kontrolløren med at tilbageholde manden indtil politiets ankomst. Også politimanden blev truet verbalt på livet.

Politiet foretog anholdelse af en 38-årig mand fra Aarhus C, som blev skønnet påvirket af både stoffer og alkohol, inden han efter et lægetilsyn blev anbragt i detentionen til afrusning. Næste dag blev han sigtet for både trusler på livet og trusler om vold mod nogen i offentlig tjeneste, inden han blev løsladt efter afhøring til sagerne. Senere vil han høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.

Bil taget fra påvirket bilist frakendt kørekortet – Søndre Ringvej, Roskilde

Kl. 21.35 stoppede en patrulje en bil på Søndre Ringvej i Roskilde i et rutinetjek. Bag rattet sad 32-årig mand fra Ballerup, som aldrig havde taget et kørekort. Han var desuden frakendt retten til at erhverve et kørekort på grund af tidligere sager om kørsel i påvirket tilstand. Den 32-årige var også ved dagens kontrol påvirket af euforiserende stoffer. Han blev derfor anholdt, sigtet for narkokørsel i frakendelsestiden og taget med til en blodprøveudtagelse. Patruljen ransagede bilen, hvor der blev fundet 2,38 gram hash og 8 viagrapiller, som den 32-årige ikke havde fået lovligt på recept. Politiet beslaglagde hash og medicin med henblik på konfiskation.

Den 32-åriges bil blev også beslaglagt, på grund af mange tidligere sager om kørsel uden kørekort. Retten vil senere tage stilling til, om bilen kan endeligt konfiskeres i forbindelse med sagens afgørelse. Den 32-årige ville dog gerne have rettens bedømmelse af, hvor vidt det var i orden at politiet beslaglagde hans bil til sagen. Retten vil derfor nu i første omgang tage stilling til denne del, mens politiet afventer resultatet af blodprøven, hvorefter den 32-årige vil høre mere i sagen.

Indbrud i Perioden

Kilevangen, Havdrup
Svenstrupvang, Havdrup
Hirsevej, Jyllinge (forsøg)