Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2026/08/12 til 2026/08/25.
97 km/t i byzone – Darupvej, Roskilde
En 19-årig mand fra Taastrup i en personbil blev målt til at køre 97 km/t i byzone, hvor der er en hastighedsbegrænsning på 50 km/t. Der nedlægges påstand om kørselsforbud, da den 19-årige har haft kørekort i under tre år.
Bil beslaglagt fra påvirket bilist – Byvolden, Roskilde
Politiet standsede en varebil ført af en 52-årig mand fra Ishøj. Manden viste sig at være påvirket af alkohol med en promille på over to. Dermed er hans kørsel at betragte som vanvidskørsel og bilen blev beslaglagt, samtidig med at hans kørekort blev inddraget på stedet.
Bil beslaglagt fra påvirket bilist – Holbækmotorvejen, Roskilde
Politiet fik melding om en bil, der kørte mod færdselsretningen på vej mod vest men i det østgående spor. Politiet fik sat en patrulje på tværs af motorvejen ved Roskilde Syd og fik på den måde standset bilen, der viste sig at være ført af en 35-årig ukrainsk mand. Han blev testet til at have en promille på over to. Dermed var der tale om vanvidskørsel og bilen blev beslaglagt mhp. senere konfiskation. Han blev samtidigt sigtet efter straffelovens paragraf om fareforvoldelse.
Filmet i smug på toilet – Frederiksborgvej, Roskilde
Kl 14.41 fortalte en 16-årig pige, der var i byen som turist, at hun havde været på toilettet i byparken, da hun pludseligt opdagede, at hun blev filmet med en mobiltelefon, der blev holdt hen over skillevæggen fra båsen ved siden af. Da patruljen kom frem, var en 19-årig ung mand fra Kalundborg fortsat på stedet og han erkendte, at han havde filmet pigen. Han er nu sigtet for blufærdighedskrænkelse og hans telefon er beslaglagt til nærmere undersøgelse.
For høj fart – Darupvej, Roskilde
Kl 14.14 målte færdselspolitiet en personbil ført af en 20-årig mand fra Lejre til at køre med 84 km/t i en byzone. Han kan nu se frem til en frakendelse af kørekortet.
Fredag-lørdag
Mand udsat for vold – Tornbergvej, Viby Sjælland
Kl. 08.29 stoppede to ukendte gerningsmænd en 23-årige mand for at skælde ud over, at der blev kørt meget arbejdskørsel i området. Da den 23-årige forklarede, at de kunne klage til pladsmanden, blev gerningsmændene sure og slog ham med knyttede hånd i hovedet, hvorefter han faldt til jorden og fik derefter tildelt et spark i maven. De to mænd forlod derefter stedet i bil. De er blevet beskrevet som:
A: Mand, 20-25 år, 185-190 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: lys, Hårfarve: Lys, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: Ørestik i den ene øre, Talte: Dansk, Iført: Gucci hættetrøje, sort cowboybukser og røde Jordan Sko
B: Mand, 20-25 år, 185-190 cm, Kropsbygning: Kraftig, Hudfarve: lys, Hårlængde: Skaldet, Talte: Dansk, Iført: Bagvendt sort kasket, sort hættetrøje, sorte bukser og hvide kondisko.
Lovgivning om euforiserende stoffer – Stationscentret, Roskilde
Kl. 23.40 blev en 38-årig mand fra Lejre sigtet efter lovgivning om euforiserende stoffer, da han var i besiddelse af en klump hash, som var placeret i hans ene sok. Desuden bar han en kniv i bukselinningen, som han ikke havde noget anerkendelsesværdigt formål med at medbringe. Kniven, der har et blad på 6 cm er omfattet af bestemmelserne i knivloven. Den 38-årig er sigtet for dette forhold også. Sagen afgøres på et senere tidspunkt.
Lørdag – søndag
Brand i industribygning – Finervej, Gadstrup, Roskilde
Kl 10.04 kørte politi og brandvæsen til en industribygning, hvorfra der var kraftig røgudvikling. Branden var opstået i et oplag med plastikaffald. Den kraftige røgudvikling fik politiet til at opfordre folk i området til at gå inden døre og lukke døre og vinduer.
Mand fik beslaglagt luftgevær – Poppelgårdsvej, Roskilde
Kl. 19.56 blev politiet kaldt ud til en mand, der befandt sig på Dyreskuepladsen, og som var blevet set med et gevær. Politiet fandt frem til en 56-årig mand, der sad med et luftgevær. Manden forklarede, at han havde været inde i en nærliggende lade og skyde til måls, men han godt kunne se, at det ikke var helt hensigtsmæssigt, da der grundet et privat arrangement lige i nærheden, var mange mennesker samlet på stedet, og at det kunne skabe utryghed. Manden blev derfor sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, mens hans luftgevær blev midlertidig beslaglagt over weekenden. Manden erkendte.
Mand filmede sovende kvinder – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 03.54 kontaktede togpersonalet i toget på vej mod Roskilde Station politiet, da en mand ombord på toget ifølge vidner havde filmet op under en ung kvindes kjole. Ved ankomsten til Roskilde Station stod politiet derfor klar til at tage mod den 52-årige mand, der blev anholdt, sigtet og fik beslaglagt sin telefon. Manden blev senere løsladt, han nægtede sig skyldig.
Mand tog fat i pige – Østre Vindingevej, Roskilde
Kl. 18.13 blev det anmeldt, at en tiårig pige var kommet gående alene, da en mand pludselig kom frem og tog hårdt fat i hendes ene arm og begyndte at trække afsted med hende. Hun fik vristet sig fri fra grebet og løb væk. Den mistænkte, 52-årig mand blev kort efter sigtet, anholdt og afhørt. Manden forklarede, at han ikke havde været i kontakt med noget barn i løbet af dagen. Han blev efter afhøring løsladt, mens sagen fortsætter, hvor man vil indhente flere og grundigere forklaringer fra blandt andet den tiårige pige for at kortlægge sagens forløb.
Maritim indsats på Roskilde Fjord
Lørdag eftermiddag og aften var politiets båd på patruljesejlads i Roskilde Fjord.
Båden stævnede ud fra Veddelev Havn og kom derefter forbi Roskilde Havn, Herslev, Havn og Gershøj Havn. Det blev til en god snak med flere personer rundt om i havnene.
Blæsten gjorde, at der ikke var mange både på vandet. Men der blev kontrollere 3 sejlbåde, 11 windsurfere og 2 joller. Alle havde tingene fint i orden.
Person sigtet for at krydse politiafspærringer – Louisevej, Roskilde
Kl. 22.33 blev en 16-årig dreng sigtet for at krydse en politiafspærring, da han krydsede ikke mindre end tre politiafspærringer, der var tilknyttet et gerningssted.
Sigtet for våben og stoffer – Stationscenteret, Roskilde
Kl. 02.56 opstod der tumult omkring stationspladsen, hvor politiet allerede var på stedet. Her undløb en mand stedet, men blev hurtigt passet op af politiet. Der var tale om en 20-årig mand, der efterfølgende blev visiteret. Her blev han fundet i besiddelse af en kniv, et knojern samt fem poser med hvidt pulver i og flere tramadol-piller. Han erkendte delvist, og blev sigtet for alle forhold.
Søndag-mandag
Mand sigtet for flere tilfælde af tyveri af dæk – Roskilde
Kl. 07.17 modtog politiet en anmeldelse fra en 43-årig mand, der havde fået stjålet alle fire dæk fra sin bil, der holdt parkeret på Baunehøjvej på en campingplads. Bilen hvilede på fire mælkekasser. Manden oplyste at nogle andre gæster på campingpladsen havde en videooptagelse fa tyveriet., der var sket mellem kl. 4 og 7 om morgenen. Manden indsendte videooptagelsen til politiet.
Kl. 09.39 modtog politiet endnu en anmeldelse om tyveri af dæk, denne gang fra en bil, der holdt parkeret i et p-hus på adressen Indfaldet i Roskilde.
På videooptagelsen fra campingpladsen sås en bil, som viste sig at være udlejningsbil. Politiet kontaktede udlejningsfirmaet, som kunne oplyse, at bilen var udlejet til en 18-årig mand fra Taastrup. Udlejningsfirmaet kunne også oplyse, hvor bilen befandt sig, og patruljen satte kursen den adresse, hvor bilen sidst havde sendt GPS-signal.
En patrulje kørte til området og fandt bilen i nærheden af et dækservicecenter. På stedet fandt politiet to sæt dæk og fælge, som gav anledning til mistanke om, at de var stjålet. De blev derfor sikret af politiet med henblik på nærmere undersøgelse af, hvor de stammede fra.
Senere på aftenen mødte lejeren af udlejningsbilen op på politistationen i Roskilde efter aftale med patruljen. Her blev den 18-årige mand sigtet for medvirken til tyveri, idet den bil, han havde lejet, var blevet benyttet i forbindelse med tyveriet. Den 18-årige nægtede at have noget med tyveriet at gøre og blev efter afhøring løsladt.
Politiet efterforsker fortsat sagen, herunder hvor de fundne dæk og fælge stammer fra.
Taget i at stjæle paller – Salløvej, Gadstrup
Kl. 02.24 kom en patrulje forbi adressen, hvor de kunne se, at to mænd var i færd med at læsse plastikpaller ind i en varebil. Da betjentene tog kontakt til de to mænd, som erkendte, at de var i gang med at stjæle. Begge mænd blev derfor anholdt og sigtet for tyveri. Sagen blev afsluttet med, at de modtog en straksbøde, hvorefter de blev løsladt.
Udenlandske kvinder stjal skønhedsprodukter – Skomagergade, Roskilde
Kl. 13.07 blev to kvinder på 23 o g30 år fra Ukraine taget for butikstyveri i en materialist i gågaden, hvor de i forening havde stjålet parfume, cremer, make-up og andre skønhedsprodukter for i alt 659 kr. En butiksdetektiv havde siddet i baglokalet og holdt øje med butikkens overvågningskamera, hvor hun havde bemærket de to kvinder gå frem og tilbage flere gange. Med sig havde de en barnevogn, som de lagde ting ned i, så detektiven gik ud i butikken og stillede sig ved udgangen. Da kvinderne forlod butikken uden at betalte for varerne i barnevognen blev de tilbageholdt og ført ud i baglokalet.
Politiet kom frem til stedet, hvor de to kvinder blev sigtet og afhørt. De erkendte tyveriet, og beklagede over for butikken. Den 23-årige havde sit barn med i barnevognen, så hun blev gjort bekendt med, at kommunen ville få en orientering om sagen. De to kvinder havde adresse i Danmark og kan forvente en bøde tilsendt i E-boks.
Ulovligt arbejde – Roskilde
Mandag formiddag var Udlændingeafdelingen på kontrol på en byggeplads i den nordlige del af Roskilde kommune, hvor der var mistanke om, at der arbejdede udlændinge uden dansk arbejdstilladelse. På byggepladsen traf patruljen to mænd, en 54-årig mand fra Kazakhstan og en 48-årig mand fra Uzbekistan, som havde en gyldig arbejdstilladelse i Finland, men ikke i Danmark. De blev begge anholdt og sigtet for ulovligt arbejde i Danmark, og de erkendte begge sigtelsen. De fik afgjort sagen med en advarsel, men er fortsat anholdt jf. reglerne udlændingeloven indtil Udlændingestyrelsen har truffet beslutning om, hvor vidt de skal udvises af Danmark med et indrejseforbud. Sagen mod arbejdsgiveren bliver nu behandlet, da virksomheden skal sigtes for at have beskæftiget personer uden gyldig arbejdstilladelse.
Ulovligt løbehjul – Fruervej, Gadstrup, Roskilde
Kl 17.30 standsede færdselspolitiet to 13-årige drenge fra lokalområdet, der kom kørende på hver sit hjemmelavede elektriske køretøj, der mest af alt kan betegnes som cykler ombygget til små knallerter. De fulgtes med en 11-årig dreng, der kørte på el-løbehjul som blev skønnet til at kunne køre omkring 50 km/t. Politiet tog en snak med drengene og sørgede for at underrette deres familier.
Indbrud i Perioden
Løvager, Jyllinge
Vindingevej, Roskilde






















