Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2026/08/05 til 2026/08/18.

Bil beslaglagt fra påvirket bilist – Byvolden, Roskilde

Kl 01.34 standsede politiet en varebil ført af en 52-årig mand fra Ishøj. Manden viste sig at være påvirket af alkohol med en promille på over to. Dermed er hans kørsel at betragte som vanvidskørsel og bilen blev beslaglagt, samtidigt med, at hans kørekort blev inddraget på stedet.

Bil beslaglagt fra påvirket bilist – Holbækmotorvejen, Roskilde

Kl 02.31 fik politiet melding om en bil, der kørte mod færdselsretningen på vej mod vest men i det østgående spor. Politiet fik sat en patrulje på tværs af motorvejen ved Roskilde Syd og fik på den måde standset bilen, der viste sig at være ført af en 35-årig ukrainsk mand. Han blev testet til at have en promille på over to. Dermed var der tale om vanvidskørsel og bilen blev beslaglagt mhp. senere konfiskation. Han blev samtidigt sigtet efter straffelovens paragraf om fareforvoldelse.

Butikstyve stjal tøj – Stationscentret, Roskilde

Kl. 15.42 anmeldte en butiksdetektiv, at et par var blevet tilbageholdt i et supermarked i Stationscentret, hvor de havde stjålet tøj i forening. Den ene var gået ind i prøverummet og rev mærker af tøjet, mens den anden holdt vagt. Herefter forlod de butikken sammen uden at betale. Betjentene traf en 38-årig mand fra Rumænien med adresse i Danmark og en 40-årig kvinde fra Fyn. De blev begge sigtet og afhørt, hvor de erkendte at have stjålet en kjole, en trøje og en hårbøjle til en værdi af 497 kr. De fik herefter lov til at gå, men vil senere modtage en bøde i sagen.

Euforiserende stoffer – Ringstedgade, Roskilde

Kl. 01.35 blev en 20-årig mand fra Kirke-Såby sigtet efter Lovgivning om euforiserende stoffer, da han var i besiddelse af 0,51 gram kokain og 1,86 gram ketamin.

For høj fart – Darupvej, Roskilde

Kl 14.14 målte færdselspolitiet en personbil ført af en 20-årig mand fra Lejre til at køre med 84 km/t i en byzone. Han kan nu se frem til en frakendelse af kørekortet.

Fredag-lørdag

Mand udsat for vold – Tornbergvej, Viby Sjælland

Kl. 08.29 stoppede to ukendte gerningsmænd en 23-årige mand for at skælde ud over, at der blev kørt meget arbejdskørsel i området. Da den 23-årige forklarede, at de kunne klage til pladsmanden, blev gerningsmændene sure og slog ham med knyttede hånd i hovedet, hvorefter han faldt til jorden og fik derefter tildelt et spark i maven. De to mænd forlod derefter stedet i bil. De er blevet beskrevet som:

A: Mand, 20-25 år, 185-190 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: lys, Hårfarve: Lys, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: Ørestik i den ene øre, Talte: Dansk, Iført: Gucci hættetrøje, sort cowboybukser og røde Jordan Sko

B: Mand, 20-25 år, 185-190 cm, Kropsbygning: Kraftig, Hudfarve: lys, Hårlængde: Skaldet, Talte: Dansk, Iført: Bagvendt sort kasket, sort hættetrøje, sorte bukser og hvide kondisko.

Generende adfærd – Ro’s Torv, Roskilde

Kl 20.31 blev politiet tilkaldt til storcenteret, efter at to unge drenge havde opført sig generende på stedet og derfor skulle bortvises.
En patrulje kørte frem til stedet men fandt ikke de to drenge.

Lørdag – søndag

Brand i industribygning – Finervej, Gadstrup, Roskilde

Kl 10.04 kørte politi og brandvæsen til en industribygning, hvorfra der var kraftig røgudvikling. Branden var opstået i et oplag med plastikaffald. Den kraftige røgudvikling fik politiet til at opfordre folk i området til at gå inden døre og lukke døre og vinduer.

Mand filmede sovende kvinder – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 03.54 kontaktede togpersonalet i toget på vej mod Roskilde Station politiet, da en mand ombord på toget ifølge vidner havde filmet op under en ung kvindes kjole. Ved ankomsten til Roskilde Station stod politiet derfor klar til at tage mod den 52-årige mand, der blev anholdt, sigtet og fik beslaglagt sin telefon. Manden blev senere løsladt, han nægtede sig skyldig.

Mand med kniv ved bustoppested – Boserupvej, Roskilde

Kl. 14.46 fik politiet anmeldelse om, at en mand ved et busstoppested på Boserupvej skabte utryghed og havde stået med en kniv fremme. En patrulje kørte til stedet, hvor den 20-årige mand fra Roskilde fremstod uligevægtig og truende. Betjentene indledte en længere dialog med den yngre mand for tale ham til ro, og til sidst lykkedes det at berolige manden i sådan en grad, at han kunne ilægges håndjern uden dramatik. Han blev efterfølgende indlagt til behandling for sin psykiske tilstand.

Mænd fængslet for frihedsberøvelse – Roskilde

Tre mænd, en 34-årig mand fra Roskilde, en 33-årig mand fra Fakse og en 26-årig mand fra Århus, blev lørdag fængslet i et grundlovsforhør ved Retten i Roskilde. De var alle sigtet for i forening med flere pt. ukendte gerningsmænd, at have tvunget en 46-årig mand fra Roskilde ind i en bil ved Hyrdehøj i Roskilde. Den 46-årige blev efterfølgende kørt rundt indtil de nåede til Rødby, hvor det lykkedes den 46-årige at stikke af til fods.

Den 46-årige slog alarm fredag kl. 16.33, hvor politiet startede en efterforskning. Kl. 17.18 blev de tre mænd anholdt, og dagen efter fremstillet i grundlovsforhør, hvor dommeren varetægtsfængslede dem alle til den 3. september.

Overtrædelse af dronebekendtgørelsen – Darupvej, Roskilde

Kl. 11.44 blev der registreret en drone, som befandt sig over Dyrskuepladsen. En patrulje fik kontakt med droneføreren, en 40-årig mand fra Billund, som manglede et lovpligtigt bevis. Her er sigtet for overtrædelse af dronebekendtgørelsen og kan forvente en bøde.

Person sigtet for at krydse politiafspærringer – Louisevej, Roskilde

Kl. 22.33 blev en 16-årig dreng sigtet for at krydse en politiafspærring, da han krydsede ikke mindre end tre politiafspærringer, der var tilknyttet et gerningssted.

Spirituspåvirket lastbilchauffør påkørte lyssignal, lygtepæl og personbil – Frederiksborgvej, Roskilde

Kl. 03.27 kom en lastbil med påhængsvogn kørende i nordgående retning. Føreren, en 64-årig mand fra Odense, drejede til højre ad Vestre Kirkevej, hvor han påkørte et lyssignal inde på fortovet. Herefter påkørte han en lygtepæl og efterfølgende en personbil, der holdt parkeret på en parkeringsplads, og som blev totaltskadet. En 53-årig mand fra Frederiksberg bevidnede det hele og kontaktede politiet, der kom frem til stedet og sigtede lastbilchaufføren for spirituskørsel. Han har fået udtaget en blodprøve til sagen.

Spirituspåvirket mand påkørte vejskilt og lygtepæl – Ringstedvej, Roskilde

Kl. 02.30 blev en 21-årig mand fra Roskilde sigtet for spirituskørsel. Manden var kommet kørende i en personbil ad Ringstedvej i sydvestlig retning og ville ind i højresvingsbanen. Den påvirkede mand kørte dog ligeud i højresvingsbanen og kolliderede med et vejskilt og en lygtepæl. Han har fået udtaget en blodprøve til sagen.

Udenlandske kvinder stjal skønhedsprodukter – Skomagergade, Roskilde

To kvinder på 23 og 30 år fra Ukraine blev taget for butikstyveri i en materialist i gågaden, hvor de i forening havde stjålet parfume, cremer, make-up og andre skønhedsprodukter for i alt 659 kr. En butiksdetektiv havde siddet i baglokalet og holdt øje med butikkens overvågningskamera, hvor hun havde bemærket de to kvinder gå frem og tilbage flere gange. Med sig havde de en barnevogn, som de lagde ting ned i, så detektiven gik ud i butikken og stillede sig ved udgangen. Da kvinderne forlod butikken uden at betalte for varerne i barnevognen blev de tilbageholdt og ført ud i baglokalet.
Politiet kom frem til stedet, hvor de to kvinder blev sigtet og afhørt. De erkendte tyveriet, og beklagede over for butikken. Den 23-årige havde sit barn med i barnevognen, så hun blev gjort bekendt med, at kommunen ville få en orientering om sagen. De to kvinder havde adresse i Danmark og kan forvente en bøde tilsendt i E-boks.

Ulovlig knallert – Salløvvej, Gadstrup – Roskilde

Kl.13.10 stoppede en motorcykelbetjent en 15-årig dreng fra området, som kørte på en ulovlig knallert, der kunne køre mindst 70 km/t. Han blev sigtet og forældrene orienteret. Hvis den unge mand kører på en ulovlig knallert igen, vil knallerten blive konfiskeret.

Ulovligt arbejde – Roskilde

Mandag formiddag var Udlændingeafdelingen på kontrol på en byggeplads i den nordlige del af Roskilde kommune, hvor der var mistanke om, at der arbejdede udlændinge uden dansk arbejdstilladelse. På byggepladsen traf patruljen to mænd, en 54-årig mand fra Kazakhstan og en 48-årig mand fra Uzbekistan, som havde en gyldig arbejdstilladelse i Finland, men ikke i Danmark. De blev begge anholdt og sigtet for ulovligt arbejde i Danmark, og de erkendte begge sigtelsen. De fik afgjort sagen med en advarsel, men er fortsat anholdt jf. reglerne udlændingeloven indtil Udlændingestyrelsen har truffet beslutning om, hvor vidt de skal udvises af Danmark med et indrejseforbud. Sagen mod arbejdsgiveren bliver nu behandlet, da virksomheden skal sigtes for at have beskæftiget personer uden gyldig arbejdstilladelse.

Indbrud i Perioden

H/f Hvilen, Roskilde

Industrivænget, Havdrup

Svanevej, Roskilde

Løvager, Jyllinge

Del gerne dette