Roskilde Domkirke byder onsdag den 15. april på en stemningsfuld koncertoplevelse, når den anerkendte organist Erwin Wiersinga gæster det historiske Raphaëlisorgel.
Under Domkirkens hvælvinger kan publikum opleve, hvordan det imponerende barokorgel fylder rummet med klang, når Wiersinga fremfører et varieret program med tysk barokmusik fra perioden 1600-1750. Koncerten byder blandt andet på værker fra Samuel Scheidt til J.S. Bach og rundes af med Bachs smukke præludium og fuga i C-dur.
Erwin Wiersinga er til daglig organist ved Martinikirken i Groningen i Holland, hvor han spiller på et af Europas mest berømte barokorgler bygget af Arp Schnitger. Han har desuden undervist i Berlin og er i dag tilknyttet konservatoriet i Groningen. Med sine indspilninger og koncerter er han en markant formidler af barokmusikken.
Under koncerten vil publikum kunne følge organistens spil på et lærred under orglet, og efterfølgende er der mulighed for at møde solisten.
Koncerten starter kl. 19.30 og varer en time. Billetter koster 50 kroner og købes i døren – enten med kort eller kontanter.
Orgelkoncert // Erwin Wiersinga

























