Det museumsbaserede medie ‘Vores Tid’, som Nationalmuseet står bag, har vokseværk. Vikingeskibsmuseet og 9 andre kulturhistoriske museer fra hele landet træder nu ind i kredsen bag mediet.

Podcasts om pandemier, powerkvinder eller dramatiske ekspeditioner. Eller webdoks om krigens rædsler og vikingernes togter. Det er blandt andet, hvad brugerne kan finde på mediet Vores Tid, som indtil nu har været Nationalmuseets digitale medie med fokus på video, webdoks og især podcasts.

Men nu bliver yderligere 10 kulturhistoriske museer en del af mediet. Det sker blandt andet for at sikre, at flere fængslende historier når ud til flere lyttere, seere og læsere. Museerne er geografisk fordelt ud over landet, og mange omfatter flere unikke besøgssteder på flere adresser, ligesom Nationalmuseet.

Dialog med de kulturhistoriske museer
Nationalmuseet har status af såkaldt ’hovedmuseum’ for de mange statsanerkendte kulturhistoriske museer i Danmark. Som en del af denne funktion har Nationalmuseet i løbet af foråret inviteret til dialog om, hvordan mediet Vores Tid kunne udvides til at omfatte flere af de kulturhistoriske museer.
Konceptet for det fælles medie blev præsenteret på et hovedmuseumsmøde i juni, og det blev i første omgang besluttet at optage yderligere 10 museer i en 12-måneders prøveperiode fra august 2021.

I alt 20 museer ønskede at deltage i prøveperioden, hvorfor det blev nødvendigt at udvælge den endelige liste baseret på et ønske om størst mulig spredning i fagområde, geografi og museumsstørrelse.

”Jeg er rigtig glad for, at så mange kulturhistoriske museer deler vores vision om at bringe museernes viden ud til nye målgrupper med journalistisk indhold på Vores Tid. Jeg ser meget frem til at prøve samarbejdet af med de første 10 partnermuseer og håber samtidig, at vi i fremtiden får mulighed for at udvide kredsen yderligere,” siger Jacob Frische.

Vikingeskibsmuseet udvalgt
Vikingeskibsmuseet er et af de 10 museer, der nu træder ind i samarbejdet omkring museumsmedier. Som partnermuseum skal Vikingeskibsmuseet bidrage med den særlige viden om fortiden, som er museets speciale. Sammen med de øvrige partnere, er det muligt at skabe kvalitetsindhold, der samler ekspertviden fra mange typer museer, så historierne kan foldes ud.

”Vikingeskibsmuseet glæder sig til det nye nationale samarbejde om ’Vores Tid’. Der er en spændende mulighed for at producere kvalitetsindhold – både indholdsmæssigt og teknisk – i samarbejde med nogle af landets bedste kulturhistoriske museer”, fortæller publikumschef på Vikingeskibsmuset, Maiken Maigaard;

”Og vi er stolte af, at netop Vikingeskibsmuseet blev udvalgt blandt de mange museer, der ansøgte om at blive del af projektet. Her får vi en unik mulighed for at fortælle alle de spændende historier, som vores forskning afdækker og samtidig mulighed for at sætte vores del af Danmarkshistorien i sammenhæng med de øvrige museers viden og dermed øge perspektivet”.

Fortiden skal sætte nutiden i perspektiv
Målet med Vores Tid er at bruge kulturhistorien til at perspektivere nutiden og formidle museernes kulturhistoriske viden og forskning til nye målgrupper, der typisk ikke kommer på de fysiske besøgssteder.

Med udvidelsen vil brugerne fremover møde et endnu større udbud af journalistisk indhold med større faglig bredde, ligesom man vil kunne møde indholdet mange flere steder på grund af det store distributionsnet hos partnermuseerne.

”De danske kulturhistoriske museer rummer en guldgrube af viden inden for en bred vifte af emner, som er dybt relevante for de udfordringer, vi som mennesker og samfund står over for i dag. Med Vores Tid får vi sammen mulighed for at hjælpe denne viden ud til et større publikum og samtidig gøre vores tilbud til brugerne meget bredere,” siger Jacob Frische, som er chef for Vores Tid.

De nye partnermuseer er:
Museer bag ‘Vores Tid’:
• Dansk Jødisk Museum (København) • Danmarks Tekniske Museum (Helsingør) • Fiskeri- og Søfartsmuseet (Esbjerg) • Østsjællands Museum (Faxe) • Museum for Forsyning og Bæredygtighed (Dronninglund) • Museum Horsens • Museum Silkeborg • Odense Bys Museer • Sydvestjyske museer (Ribe) • Vikingeskibsmuseet i Roskilde
Projektejer: Nationalmuseet