Visionen om at skabe et fælles centralt mødested og levende kultursted for alle borgere i Gadstrup og omegn bliver en realitet takket være Nordea-fonden og Roskilde Kommune, der støtter projektet med henholdsvis 13.825.000 kr. og 17.000.000 kr.
Et nyt fælles samlingssted i Gadstrup. Det er virkeligheden for byens borgere om et par år, når folkebibliotek, folkeskole, pædagogisk læringscenter, klub og kulturskole samles på Gadstrup Skole.
“Projektet er nytænkende, fordi det gør op med, at hver institution holder til i hver sit hus. Når flere institutioner samles, åbnes en række muligheder for at arbejde sammen på tværs. Stedet skal opleves som alles og sammenhængende som en fælles enhed på trods af de forskelligheder, det skal rumme. Det er bæredygtigt at skabe liv i eksisterende bygningsmasse frem for at bygge nyt”, siger Tomas Breddam, borgmester i Roskilde Kommune.
Især skolebørn i Gadstrup vil kunne få glæde af det nye samlingssted, når Gadstrup Skole bliver meget mere end “bare” skole:
“Det vil sikre børn og unge en nem adgang til kulturen, musikken og bøgernes univers og brobygge fra skole til fritidsliv. Samtidig muliggør de kommende rammer nye undervisningsformater og samarbejdskonstellationer,” siger Bent Jørgensen, der er formand for Skole- og Børneudvalget.
Projektet ‘Nyt samlingssted i Gadstrup’ er resultatet af en lang, inddragende før-proces med skolebørn, borgere og aktører, som er i tråd med Roskilde Kommunes vision om at sikre alle de bedste muligheder for et aktivt liv med meningsfulde fællesskaber, dannelse og deltagelse.
“Samlingsstedet skal være Gadstrup-borgernes sted, hvor foreninger og frivillige oplever at de kan udfolde egne ideer og aktiviteter til glæde for andre. Stedet indfrier også ønsket om en fysisk placering for Kulturskolen Roskilde i den sydlige del af kommunen, og ønsket om at flytte biblioteket til en central placering på Gadstrups fritidsstrøg”, siger Mogens Hallager, der er formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Roskilde Kommune.
Hele projektet er en transformation og samtænkning af faciliteterne på tværs af alle de involverede institutioner – Gadstrup Skole, Kulturskolen Roskilde, klubben og Roskilde Bibliotekerne.
“Vi er glade for at støtte projektet, som vi ser som et stærkt eksempel på, hvordan man kan styrke børn og unges adgang til kultur ved at bygge bro mellem skole og fritid. Samtidig får lokale borgere og foreninger nye muligheder for at mødes på tværs i fællesskab med andre,” siger Nordea-fondens uddelingschef Christine Paludan-Müller.
Alle borgere og foreninger i Gadstrup og omegn inviteres til workshop om projektet onsdag den 26. november kl. 17-20. Det er gratis at deltage, men koster en tilmelding senest den 23. november på mail til Annemetteb@roskilde.dk. Der vil være mad og drikke.
Ombygningen af Gadstrup Skole påbegyndes til oktober 2026, og det nye samlingssted indvies i forbindelse med skoleåret 2027/2028.
Fakta
- Projektet er finansieret af Roskilde Kommune med 17.000.000 kr. samt Nordea-fonden, der netop har udmeldt, at de støtter det fulde ansøgte beløb på 13.825.000 kr.
- Der er sikret kommunal medfinansiering og bred politisk såvel som forvaltningsmæssig opbakning. Roskilde Kommunes andel faldt på plads primo 2025 og kommer fra Kulturskolen Roskilde, Kultur- og Idrætsudvalget, Byggeri og Ejendomme, Roskilde Bibliotekernes og skoleområdets driftsbudgetter.

























