Nyt fælles telefonnummer til lægevagt, skadestue og psykiatrisk akutmodtagelse i Region Sjælland – ring 1818 fra 1. oktober

1818 vil fra 1. oktober i år være det nye fælles telefonnummer til hurtig hjælp ved sygdom og skade i Region Sjælland.

1. Hvis det drejer sig om en akut livstruende situation, skal du stadig ringe 1-1-2.
2. Når det gælder kontakt til lægevagt, skadestue og psykiatrisk akutmodtagelse skal du fremover ringe 1818.

Mange har haft svært ved at huske de seks forskellige numre, der hidtil har været til lægevagt, skadestue og psykiatrisk akutmodtagelse. Det har Region Sjælland taget konsekvensen af med en markant forenkling:

Fra 1. oktober behøver du kun huske ét telefonnummer – 1818.

11 steder du kan blive tilset af Lægevagten
Lægevagten er din adgang til hjælp ved sygdom, som opstår uden for din egen læges åbningstid. Når du fra 1. oktober kontakter Lægevagten, står både læger og sygeplejersker klar til at hjælpe. Og særligt uddannede ambulancebehandlere kan køre ud til dig, hvis Lægevagten skønner, at det er bedst.

Nyt moderne måleudstyr er med til, at de hurtigt kan finde ud af, hvad du fejler, så du får den rette behandling. Det gælder både de
steder, hvor du kan møde op og blive tilset af en læge, eller hvis Lægevagten kører på sygebesøg til dit eget hjem.

Der vil fortsat være 11 lægevagtskonsultationer fordelt ud over vores store region. Tryg og nem adgang til lægevagt for alle er en
afgørende prioritet for Regionsrådet i Region Sjælland.

Alle i Region Sjælland skal have adgang til hjælp tæt på hjemmet – uanset hvor du bor.

Værd at vide om 1818 – Nyt telefonnummer – samme åbningstider
Nummeret er nyt, men lægevagt, sundhedsfaglig rådgivning, skadestue og psykiatrisk akutmodtagelse fortsætter med samme åbningstider som i dag:
– Lægevagtens telefon har åbent fra kl. 16.00-08.00 på hverdage og døgnåbent i weekender og på helligdage.
– Telefonen til skadestuen har døgnåbent.
– Telefonen til psykiatrisk akutmodtagelse har døgnåbent.
– Sundhedsrådgivningens telefon har åbent alle ugens syv dage fra kl. 09.00-19.30.

I alt 11 konsultationer, hvor du kan møde op og blive tilset af Lægevagten
– Der er i alt 11 lægevagtskonsultationer beliggende i Holbæk, Kalundborg, Køge, Nakskov, Næstved, Nykøbing F., Nykøbing Sj., Ringsted, Roskilde, Slagelse og Vordingborg.