Byrådet har godkendt ansættelsen af Mette Olander som ny direktør for Social, Job og Sundhed.

Mette Olander kommer fra en stilling som velfærdsdirektør i Køge Kommune, hvor hun har sikret orden i økonomi, rekruttering og vikarforbrug, samtidig med at organisationen har holdt fokus på god kvalitet i kerneydelsen på beskæftigelses- og socialområdet og på ældre- og sundhedsområdet.

– Vi kan præsentere en direktør, som er et fagligt fyrtårn på sundheds- og omsorgsområdet og som kan dokumentere stærke resultater. Det har vi brug for, for som alle andre kommuner har vi komplekse udfordringer på social- og ældreområdet. Jeg kender Mette Olander som en involverende, ambitiøs og anerkendende leder og er rigtig glad for, at vi er lykkes med at trække hende tilbage til Roskilde, siger kommunaldirektør Henrik Kolind.

Mette Olander var i perioden 2013-18 chef for Social, Sundhed og Omsorg i Roskilde Kommune.

– Jeg glæder mig til at komme tilbage til Roskilde efter nogle rigtig gode og lærerige år i Køge. Jeg kender Roskilde som en kommune med højt til loftet og fokus på udvikling. Jeg er overbevist om, at jeg sammen med de mange dygtige ledere og medarbejdere i Roskilde Kommune finder de gode løsninger for fremtidens velfærd, siger Mette Olander.

Mette Olander tiltræder stillingen som direktør for Social, Job og Sundhed i Roskilde Kommune 1. januar 2022.

Foto: ABW