En kongelig begravelse markerer overgangen fra én regent til en anden. Men den er også en dybt symbolsk ladet handling, der har betydning for kongemagten, folket og for en nations sammenhængskraft. I en ny bog, som for første gang undersøger 1000 års kongelige begravelser, kaster ph.d. Laura Maria Schütze et blik på folkets rolle i kongemagtens vigtigste ritual.
Danmark er et af verdens ældste monarkier, og som noget ganske særligt strækker vores kongelige begravelsestradition sig langt tilbage i tid. I en ny bog tager museumsinspektør og ph.d. Laura Maria Schütze læseren med gennem 1000 års kongelige begravelser – fra Harald Blåtand, der døde omkring år 987, til Frederik 9., som blev begravet i Roskilde Domkirke i 1972.
Begravelsen er det mest pragtfulde og betydningsladede af de kongelige ritualer. På den ene side skal begravelsen tage afsked og sende den afdøde godt på vej til det hinsides. På den anden side skal den skabe en ny regent.
Folkesorgen bekræfter kongemagten
Det er første gang, at samtlige kongelige begravelsestraditioner fra vikingetiden til i dag samles og undersøges. Samtidig er det også nyt i forskningsøjemed at vende blikket mod folket og se på helt almindelige danskeres rolle i begravelsen. For selv om ritualet er pompøst med rigsregalier, sølvløver og storslåede processioner, er begravelsen i mindst lige så høj grad en stadfæstelse af en kontrakt mellem folket og kongemagten.
”Folkets store deltagelse bekræfter kongemagtens legitimitet. Det er en udveksling af gaver: Kongemagten er en gave til folket, som gengælder med deres sorg og tilstedeværelse,” forklarer Laura Maria Schütze og fortsætter:
”Det er en dynamik, som genbekræfter den politiske orden og sammenhængen mellem konge og folk, og som jeg kan spore fra Saxos beskrivelse af Harald Blåtands begravelse og helt frem til vores egen tid. Så det her religionspolitiske overgangsritual har uvurderlig betydning for både kongemagten og for samfundets sammenhængskraft.”
Kongelige begravelser udkommer på Gads Forlag den 19. november 2025. Den er skrevet af museumsinspektør ved den statsanerkendte museumsorganisation ROMU i Roskilde og ekstern forsker ved Københavns Universitet, Laura Maria Schütze. Hun er ph.d. i religionssociologi og har beskæftiget sig med religion, politik og kulturarv i over 20 år. Bogen bliver en del af forskningsfundamentet under det kommende Roskilde Domkirke Verdensarvscenter. Her skal historien om Danmarks kongelige gravkirke, hvor 40 konger og dronninger ligger begravet, formidles.
FAKTA:
Kongelige begravelser
Den fagfællebedømte bog er skrevet af ph.d. i religionssociologi, museumsinspektør ved ROMU i Roskilde og ekstern forsker ved Københavns Universitet, Laura Maria Schütze.
Forskningen, som ligger til grund for bogen, er støttet af VELUX FONDEN, Fonden til Støtte af Kulturhistorisk Forskning og Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke. Den bliver samtidig en del af forskningsfundamentet under Roskilde Domkirke Verdensarvscenter, der med planlagt åbning i 2028 skal fortælle historien om Roskilde Domkirke som verdensarv.
Kongelige begravelser af Laura Maria Schütze
Udkommer på Gads Forlag den 19. november 2025
Antal sider: 320, pris: 349,95 kr.
ISBN: 9788712077886

























