Fra maj næste år skal vi sortere endnu mere affald i skraldespandene. Det skal vi for at genanvende mere og nedbringe CO2 udslippet. Denne gang er det er en landsdækkende ordning – men desværre er mere sortering også dyrere for os alle sammen.

“Byrådet har allerede vedtaget den nye sortering – som alle kommuner faktisk skal indføre. Nu har vi i Klima- og Miljøudvalget set på, hvordan gebyrerne fremover skal være”, siger formand for Klima- og Miljøudvalget, Karim Friis Arfaoui.

Baggrunden er en regeringsbeslutning om, at alle kommuner i Danmark skal sortere i 10 fraktioner, så flere affaldstyper bliver genanvendt, og mindre affald bliver brændt. I Roskilde Kommune sorterer vi allerede 5 typer affald ved husstanden. Fra 1. maj næste år kommer 5 nye typer til: Pap, plast, mad- og drikkekartoner, tekstilaffald og farligt affald.

Helt konkret betyder det, at fx et parcelhus får én ny beholder, hvor man skal sortere pap, papir og karton i ét rum, og plast og mad- og drikkekartoner i et andet. Den gamle papirbeholder – Otto – skal ikke bruges længere. Den nye beholder er ca. 30 cm. bredere end Otto, så der skal være lidt mere plads til beholderne. Ud over det kommer der en rød kasse til farligt affald og poser til tekstilaffald.

Det koster at passe på klimaet og miljøet

“Jeg har som udvalgsformand fået rigtig mange henvendelser fra borgere om, at de gerne vil passe på klodens ressourcer og selv yde et bidrag til det. Og umiddelbart kunne man tro, at jo mere vi sorterer, jo billigere bliver det. Desværre er det lige omvendt. Det koster penge, når vi skal købe flere containere, og prisen på at få hentet affaldet er steget med omkring 30%, siden vi sidst havde et udbud. Vi skal også betale for at få behandlet de flere typer affald. Faktisk er prisen 6 gange større, end hvis vi brændte affaldet på et kraft-varmeværk. Derfor arbejder vi på at tilbyde en standardløsning, hvor der er mulighed for tilkøb”, fortæller udvalgsformanden.

En del af den nye standard bliver, at længden på adgangsvejen fra skel til skraldespandene skal være mellem 0 og 5 meter – men med mulighed at tilkøbe en længere adgangsvej i flere intervaller. Andre vil måske i stedet for tilkøb vælge at rykke beholderne frem på tømningsdagen (og kan få en SMS om det dagen før), eller lave en ny plads maks. 5 meter fra skel.

En anden standard bliver, at tømningen af mad- og restaffald bliver ændret fra 1 uge i sommermånederne og 2 uger resten af året til fast at være 14 dage hele året. Hvis man har andre behov, er det også muligt at tilkøbe en ugentlig tømning af mad- og restaffald. Her skal man nok lige vente og få lidt erfaringer, for jo mere vi sorterer, jo mindre restaffald bliver der.

Den nye beholder med plast, pap, papir og karton, og mad- og drikkekartoner bliver tømt hver 3. uge, mens tekstil og farligt affald bliver hentet hver 12. uge.

“Vi har mange forskellige valgmuligheder omkring indsamling og behandling af affald, så det er svært at sige, hvad prisstigningen bliver præcis for den enkelte. Men tager vi et “standard” parcelhus kigger vi på en stigning af gebyret pr. år på 1.200-1.300 kr. – fra ca. 3.600 kr. til 4.900 kr. Dog er der kun en halv stigning i 2022, fordi ordningen indføres til maj. Som en del af den nye ordning har økonomiudvalget besluttet, at de nye skraldebiler kommer til at køre på el, men ellers må vi sige, at de flere penge, vi skal betale, simpelthen går til, at vi alle skal være med til at sikre Roskilde, Danmark og kloden en bedre fremtid”, siger Karim Friis Arfaoui.

Foto: ABW