Midt i januars kulde inviterer Roskilde Domkirke til ro og musik i Natkirken. Hver anden torsdag har du mulighed for at opleve Domkirken by night, når de slår dørene op til Natkirke. Her undersøger vi i fællesskab en anden måde at være kirke på – mere åben og sanselig – end den faste form, du måske kender fra kirkens øvrige gudstjenester:
Til årets første Natkirke – torsdag 22. januar 2026 kl. 19:00 – 22:00 -får vi besøg af Roskilde Domkirkes Pigekor, som synger lys ind i vintermørket. Oplev det historiske kirkerum i veksel mellem mørke og oplyst farvespil, mens roen sænker sig, og Pigekoret fremfører vintersange, der passer til januar måned.
Mellem korets musik og sang fyldes rummet af refleksioner og bibellæsninger, hvor ord og toner flettes sammen til én stemningsfuld helhed. Undervejs afholdes en kort andagt med nadver som en del af Natkirken.
I Natkirken lyses kirkerummet op i forskellige farver, lyskorset brænder midt imellem kirkebænkene, imens musik og ord strømmer ud gennem kirkeskibet og ind i alle kapellernes kroge og helt op under loftets hvælvinger. Natkirken er et rum for ro til tro, fordybelse og bøn, men også for fællesskab, samtale og bevægelse. Vi inviterer kunst, musik og kreativiteten ind i kirkerummet, og som deltager er du med til at skabe Natkirkens særlige atmosfære. Her kan du komme som du er, lægge dig på kirkebænken med et tæppe, få en kop kaffe i våbenhuset, eller tage en snak med de frivillige. Du kan komme alene eller med en ven. Du kan være her i tre timer eller ti minutter. Det er op til dig!
Se mere her:
Natkirke // Roskilde Domkirkes Pigekor

























