Mød forfatterne Louise Juul og Louise Urth Olsen til en samtale om opgange, naboskab, løgne og deres nye romaner på Roskilde Bibliotek onsdag 22. oktober kl. 17.00-18.30.
Hvad sker der, når en ny beboer flytter ind i en opgang i Vanløse og åbner en fodklinik med naborabat? Og hvad sker der med idyllen i et villakvarter, når et anonymt brev med en voldsom beskyldning pludselig lander hos næsten alle naboerne?
Til Nye stemmer #2 mødes forfatterne Louise Juul og Louise Urth Olsen til en samtale om deres romaner, skriveprocesser og inspirationskilder.
De to forfattere har ikke kun fornavnet til fælles. De er begge debuteret med kollektivromaner i 2026, hvor naboskab og relationer spiller en central rolle.
I Louise Juuls “KH Vanløse” følger læseren beboerne i en opgang i Vanløse. Her mødes forskellige liv og skæbner på tværs af etagerne – blandt andre Ulla, der åbner en fodklinik med naborabat, Silje, der har svært ved at sige fra, og Emma, der læser krimier i det skjulte.
I Louise Urth Olsens “Alle de løgne” er scenen et tilsyneladende idyllisk villakvarter, hvor naboerne holder sommerfest og hjælper hinanden i hverdagen. Men fællesskabet bliver sat på prøve, da næsten alle husstande modtager et anonymt brev med en alvorlig beskyldning.
Arrangementet er en del af Nye stemmer, en arrangementsrække på Roskilde Bibliotek, der sætter fokus på debutanter og andre nye litterære stemmer.
Nye stemmer #2: Opgange og nedture, naboskab og løgne foregår onsdag d. 22. oktober 2026 kl. 17.00-18.30 på Scenen på Roskilde Bibliotek.
Det er gratis, men kræver billet. Læs mere og find den på Arrangementer | Roskilde Bibliotekerne

Dato: 22-10-2026
Sted: Roskilde Bibliotek



















