Jeannette Dalsgaard, ejer af Raadhuskælderen, har en masse at være stolt af. Hun fejrer netop restaurantens 20 års jubilæum i april 2023 med lækkerier til husets mange gæster. 

Tjenerne synes dog, at Jeannette fortjente en særlig opmærksomhed, hvorfor de havde planlagt en stor overraskelse til hende i samarbejde med Roskilde Garden.

Det skete fredag den 21. april, hvor det smukke Garde-optog gik gennem Fondens Bro til den stemningsfulde gårdhave, hvor Jeannette allerede sad med mand og venner og nød en øl fra Herslev Bryghus. Gårdhaven er en lille oase i Roskilde bymidte, som er godt gemt – men denne fredag var ingen i tvivl om, hvor de finder Raadhuskælderen! 

Jeannette ELSKER Roskilde Garden, og derfor er hun også sponsor og har været det i mange år. 

Dit Roskilde var inviteret og stod gemt bag de ydre mure, så ingen gik glip af overraskelsesmomentet. Se stemningsbillederne her.