Foto: Roskilde Kommune

Roskilde Kommune har igangsat en byudvikling af bydelen syd for Holbækvej. Idéen er at etablere et nyt midtpunkt, nyt trafikforløb og et parkforløb gennem bydelen, hvor boligområdet Æblehaven og Rønnebærparken ligger. Konkurrencens dommerkomité har nu enstemmigt kåret forslaget fra teamet Cornelius Vöge, Masu Planning, Gründl Haahr Arkitekter og JL Engineering som vinder.

Roskilde Kommune har gennem det seneste halve år afholdt en arkitektkonkurrence for bydelen Roskilde Sydvest. Konkurrencen udspringer af kommunens “boligpolitik i social balance” og afvikles i tæt samarbejde med Boligselskabet Sjælland og med inddragelse af bydelens beboere.

Tre hold af arkitekter, landskabsarkitekter og rådgivere har siden april 2021 arbejdet på forslag til en omdannelse af bydelen. Konkurrencen har særligt fokuseret på tre områder: Centergrunden i Æblehaven og Rønnebærparken, trafikforløbet foran Æblehaven og Rønnebærparken og et parkforløb gennem bydelen fra parken “Hullet” og til Hyrdehøjskoven.

– Vi har jo sat ambitiøse målsætninger for omdannelsen, som er en del af kommunens boligpolitik, der skal sikre boligområder i social balance. Det har været en rigtig god proces og de lokale beboere har vist stor interesse for at komme med idéer til arkitektkonkurrencen. Det er alt sammen rigtig gode forudsætninger for en spændende byudvikling i Roskilde Sydvest, siger Borgmester Tomas Breddam.

Enig dommerkomité

En enig dommerkomité pegede på forslaget “Byens Haver” fra teamet Cornelius Vöge, Masu Planning, Gründl Haahr Arkitekter og JL Engineering som vinder, der nu skal udarbejde et endeligt forslag.

– Det har ikke været en nem opgave, som vi har stillet, men vinderforslaget er lykkedes fantastisk godt med at løse den gordiske knude omkring krydset mellem Centergrunden i Æblehaven og Rønnebærparken, parkforløbet og trafikforløbet. Det vil blive et fantastisk knudepunkt i bydelen, forklarer formand for dommerkomitéen, borgmester Tomas Breddam.

Nimet Karabulut og Kenneth Jensen, der er medlemmer af dommerkomitéen og formænd for Æblehaven og Rønnebærparken, glæder sig over arkitektkonkurrencen.

– Det er dejligt at Roskilde Kommune bruger tid og penge på at lave arkitektkonkurrencen og bidrager med et yderligere løft af byområdet ved siden af den renovering, vi er i gang med.

Forslaget skal nu forelægges beboerne i Æblehaven og Rønnebærparken, som skal tage stilling til forslaget. Det sker ved en række arrangementer i boligområdet. Herefter vil der blive inviteret til yderligere borgerinddragelse i hele bydelen, så lokale ønsker og behov kan indarbejdes i det endelige forslag.

Læs mere om arkitektkonkurrencen her: www.roskilde.dk/sydvest