Til Litterær Salon mandag den 9. februar 13.30 til 15 på Roskilde Bibliotek kan du høre Jens Blendstrup fortælle om romanerne “Gud taler ud” og “Gud bliver til” – hans humoristiske og gribende romaner om faderen Uffe.

“Gud taler ud” udkom i 2004, hvor Jens Blendstrup modtog glødende anmeldelser for sit fine portræt af faderen, der ser sig selv som Gud i hjemmet i Risskov med kone og fire sønner. Gud er psykolog og kvartalsdranker – og når tømmermændene hærger, bliver den gode Gud til en straffende tyran.

I 2025 udgav Jens Blendstrup romanen “Gud bliver til”, der følger Uffe på Herlufsholm kostskole fra 1936-1945, hvor han begynder som en usikker, lille dreng, men udvikler sig til at tro, at han er selveste Gud. Med humor og indsigt fortæller Jens Blendstrup sin fars historie.

Eftermiddagens program

Kl. 13.30 – 14: Vi mødes ved indgangen til cafeen på Roskilde Bibliotek. Nyd kaffen og kagen, mens bibliotekar Ann Luther Torp præsenterer skønlitteratur, du kan låne med hjem. Bøgerne er udvalgt med inspiration fra “Gud taler ud” og “Gud bliver til”.

kl. 14 – 15: Jens Blendstrup fortæller om sine to romaner, hvor faderen Uffe/Gud har hovedrollen.

Billetten koster 25 kroner. Læs mere og find din billet på roskildebib.dk/detsker.

Hvad er Litterær Salon?

Litterær Salon er hyggelige eftermiddage, hvor Roskilde Bibliotek hver gang dykker ned i bestemte temaer eller perioder inden for litteraturen, og hvor vi sammen dyrker læseglæden og bog-begejstringen.

Jens Blendstrup. Foto: Sara Galbiati