Selvom det nu er lidt tid siden, at vi lagde 2021 bag os, sender Caseus Ost jer alle en varm nytårshilsen og en stor tak:

Igen blev det farvel til et år, som bød på meget mere corona end vi kunne tænke os. Det gav visse udfordringer i ostekælderen, hvor vi af flere omgange har måtte undvære personale grundet sygdom. Men i nøden skal man kende sine venner, og takket være nogle friske unge mennesker og en flanke dækket ind af erfarne mor Inge, så har vi kunne holde butikken åben, helt som den plejer. Det er jeg meget taknemmelig for.

Samtidig har vi mærket en helt ekstraordinær opbakning til butikken fra vores dejlige kunder. Både oste, nybagt brød, sandwichs og delikatesser er røget over disken i en fart som aldrig før. Tak til alle jer, som lægger vejen forbi og giver os et smil med på vejen. I er meget værdsat.

Og tak til Rådhuskælderen, Prop og Café Florentz for hårdnakket at insistere på at have vores rugbrød og oste på menukortet. Jeres opbakning og samarbejde bliver ikke taget for givet. Tak!

I 2021 blev butikken ’udvidet’ med ekstra hyldeplads i vores nye, 5 meter lange køledisk. Hylderne har vi spækket med masser af nyheder. Bl.a. har vi udvidet sortimentet med flere oste fra Thise, som efter min mening er Danmarks bedste producent af ost. Vi har fået søde desserter fra Rørvig Dessert til slikmundene, og så har der også sneget sig nogle fabelagtige råmælksoste ind fra et lille mejeri i Schweiz. Har du ikke prøvet dem, kan du godt glæde dig til en smagsoplevelse i første ’alpe-klasse’!

Tour-feber er den eneste slags feber, der i disse dage er velkommen i kælderen – og den er til gengæld også ved at snige sig ind. Til marts tæller vi ned med 100 dage til tour-start i Roskilde. Der kommer musik i gaden, og vi skærer for allerførste gang hul på vores helt egen tour-ost, ’Le Grand Caseus’. Samtidig afslører og bortauktionerer vi to helt nye ’køer’, som er blevet til i samarbejde med kunstneren THEZINKER. Alle penge doneres til udsatte børn i Roskilde, og jeg glæder mig helt vildt. Det bliver en fest!

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk