Fra 18. til 21. juni 2026 forvandles Roskilde Havn endnu en gang til et levende jazzmekka, når Roskilde Jazz Days for 22. gang inviterer til fire dage med jazz for både dedikerede jazzelskere og nysgerrige gæster.
Festivalen byder på gratis koncerter i det hyggelige jazztelt, og programmet er sammensat med fokus på kvalitet og spilleglæde.
Publikum kan glæde sig til et varieret musikprogram med både danske og udenlandske navne. Blandt årets orkestre opleves traditionsrige jazzbands med autentisk New Orleans-sound, energiske swingorkestre og moderne jazzensembler, der tilsammen skaber et levende musikalsk miks hen over festivalens fire dage.
Roskilde Jazz Days er Danmarks hyggeligste jazzfestival, som hvert år samler publikum i alle aldre omkring musikken, fællesskabet og Roskilde havns særlige stemning.
Der er gratis adgang takket være støtte fra Roskilde kommune, sponsorer og medlems-indtægter.
I jazzteltet kan gæsterne nyde kolde drikke, kaffe, sandwiches og andre lækkerier, mens musikken swinger med Roskilde Fjord som baggrund.
Program torsdag 18. juni
Kl. 14: Ung jazz – Bart Lewis Jubilee
Bart Lewis Jubilee er et dansk ragtime-, freejazz- og swingband, som har et ønske om at dele glæden ved den gamle jazz. I en humoristisk og livsglad rejse dykker de ned i jazz-repertoiret fra tiden før bebop; musik der har rødder i sydstats-blues, mekanisk klavermusik og march-orkestre. De søger at placere dette repertoire i en nutidig kontekst, hvor traditionen både hædres og udfordres, men hvor musikken stadig kan danses til.
Line-up: Marius Zeeberg, saxofon. Frederik Vuust, piano. Jeff Zake Wagner, guitar.
Kl. 17: Pia Kloster: Fra Zetterlund til Sinatra
En intimkoncert med viser og jazz
Denne koncert byder på et møde mellem jazzens elegance og visens poesi, leveret af tre svenske supermusikere, der hver især har sat deres præg på den nordiske musikscene.
Line-up:
– Pia Kloster – sangerinden, der elegant binder koncerten sammen. Med en varm og nærværende stemme tager hun publikum med på en rejse gennem danske og svenske viser, swing og jazzens mest forførende univers.
– Sven Bjerstedt – svensk pianist, musikprofessor ved Lund Universitet og ph.d. i jazzimprovisation. En pianist med et hjerte, der banker for improvisationens levende øjeblik.
– Lasse Lundström – svensk bassist. Han er blandt Europas mest swingende bassister og har spillet, turneret og/eller indspillet med alle de store: Chet Baker, Clark Terry, Johnny Griffin, Mel Lewis, James Moody, Harry “Sweets” Edison, Monica Zetterlund, Olle Adolfsson, Putte Wickman, Arne Domnerus, Gunnar Bergsten, Cornelis Wreeswijk etc
– Mattias Carlsson – svensk altsaxofonist og tværfløjtist, tidligere kapelmester for Gunhild Carling. Uddannet fra Musikhögskolan i Malmö, og med et cv, der tæller navne som Dave Liebman og Tolvan Big Band, og han er bl.a. fast saxofonist hos Nanna Carling Swingband og Roger Berg Bigband. Hans spil er et festfyrværkeri af energi og lyrik.
En koncert, hvor nordisk poesi møder amerikansk swing, og hvor både følsomhed, humor og improvisation folder sig ud i fuldt flor.
Publikum kan glæde sig til en koncert, hvor musikken ikke bare spilles – den opleves, mærkes og deles.
Kl. 20: The Jivers
The Jivers er et 7 mands orkester der spiller jump´n jive for fuld udblæsning.
De spiller musik fra 40´erne og 50´erne med kunstnere som Louis Prima (Just a Gigolo, Buena Sera), Cab Calloway (Minnie the Moocher), Louis Jordan, Ray Charles, Sinatra m.fl.
Nyd de swingene rytmer imens vores hornsektion fyrer den ene fede solo af efter den anden.
Program fredag 19. juni
Kl. 16: Norbert Susemihl Jazz- & Bluesband
Træd ind i den pulserende verden af dette energiske jazzensemble, ledet af den internationalt anerkendte trompetist og vokalist Norbert Susemihl.
Med rødder dybt plantet i New Orleans’ rige traditioner skaber bandet en uimodståelig blanding af klassisk jazz, sjælfuld blues, swing og groovy/funky street brassband rytmer. En glædelig musikalsk Gumbo, som serverer en uforglemmelig fest.
Susemihl er en af de førende fanebærere af autentisk New Orleans Musik, og har samlet en fremragende række musikere, der deler hans passion for byens unikke lyd.
Med et repertoire, der spænder over Classic Jazz, Blues, Swing, Gospel, Rhythm & Blues, Latin og Second-Line-Rytmer, er hver optræden en rejse gennem alle elementerne i New Orleans musikken.
Uanset om det er på festivalscener, i en stor koncertsal eller i intime klubber, skaber bandet en levende dialog mellem musikere og publikum i alle generationer, hvilket minder os om, at jazz ikke kun er historie, men en levende, åndende fest, hvor man mærker ”the heartbeat of New Orleans”
Norbert Susemihl Jazz & Blues Band: Autentisk, sjælfuldt, uforglemmeligt. En rejse direkte ind i jazzens sjæl.
Kl. 19: Chris Copen
Når Chris Copen sætter sig ved klaveret, sker der noget særligt. Luften bliver tungere, rytmen tager fat i kroppen, og pludselig er afstanden til de sumpede gader i New Orleans ikke længere så stor.
Chris Copen har etableret sig som en af Danmarks mest markante pianister inden for New Orleans- og bluestradition. Med legender som Dr. John, Professor Longhair og Tom Waits som kompas forener Copen blues, jazz, caribisk musik og funk i et udtryk, der er både tidløst og dybt personligt.
To nomineringer til Danish Music Award Blues og begejstrede anmeldelser fra både hjemlige og internationale medier vidner om en kunstner i konstant udvikling. Gennem karrieren har Copen delt scene med internationale og nationale kapaciteter som John Boutté, Tricia Boutté, Dom Pipkin, Derrick Freeman og mange flere – et klart bevis på hans musikalitet og råd til at begå sig i det absolutte toplag.
Nu tager Chris Copen teten med sit femmands orkester The Bayou Social Club og inviterer publikum på en tur gennem funky voodoosump og syd- statsvarme. En oplevelse, der sætter sig i benene – og bliver siddende.
Line-up:
Chris Copen: Piano/vokal. Jonas Starcke: Bas/vokal. Andreas Svendsen: Trommer. Johan Bylling Lang: Saxofon. Stefan Ringive: Trombone
Kl. 22: The Busquitos (NL)
The Busquitos er en tæt sammentømret band bestående af fire talentfulde musikere og performere.
Sammen mestrer de kunsten at blande jazz, swing og humor til en unik musikalsk oplevelse. Deres kemi på scenen er ubestridelig. Tag med dem på en rejse, hvor latter og melodier forenes og opleve et sprudlende band.
Line-up:
Wouter Groenhart: Vokal og bas. Jelle van Tongeren: Violin. Thomas Streutgers: Saxofon. Daniel Versteegh: Guitar.
Program lørdag 20. juni
Kl. 15: The Loop Orchestra
22 musikere: Saxofoner, trompeter, tromboner, klaver, guitar, bas, trommer, sangere!
Dette fantastiske bigband blev grundlagt i 2025 i forlængelse af et stærkt samarbejde mellem unge elitemusikere fra Copenhagen Youth Jazz Orchestra. Efter flere år med bigband-undervisning og tæt vejledning fra musikere fra blandt andet DR Big Band, var det naturlige næste skridt at skabe deres eget bigband. Sammenholdet og sammenspillet var blevet så stærkt, at de ikke ønskede at slippe hinanden. Derfor opstod The Loop Orchestra – et orkester, der både hylder de klassiske bigband-værker og samtidig arbejder målrettet mod at udvikle fremtidens bigbandmusik.
Repertoire: Swing & crooner classics: Frank Sinatra • Ella Fitzgerald • Tony Bennett • Nat King Cole • Sammy Davis Jr. • Dean Martin • Bobby Darin • Mel Tormé
BIG BAND HITS
New York, New York • Sing, Sing, Sing • Fly Me to the Moon • In The Mood • My Way
DANSKE KLASSIKERE
Jeg Sætter Min Hat • Lille Frøken Himmelblå • Snakker Med Mig Selv
Kl. 18: The Spirit of New Orleans
Traditionel jazz, spirituals, hymner og gospel
The Spirit of New orleans blev dannet i 1990 på initiativ af Preben Nissen.
Baggrunden for dannelsen var ønsket om at spille et repertoire bestående af gospel, spirituals, hymns og traditionel jazz. Musik med dybe rødder i grundlaget for New Orleans-jazzen.
The Spirit of New Orleans udviklede sig hurtigt til det, gruppen er i dag: ét af de mest kendte og rutinerede orkestere i Danmark, med en unik dynamisk og swingende stil, der rummer alle de ingredienser, der skal til for at gøre den musik levende: Ragtime, blues, marcher, lovesongs, evergreens, egne kompositioner, gospel og spirituals.
Line-up:
Preben Nissen: Trombone, piano og vokal. Stig Nielsen: Saxofon. Christian Wolff: Kontrabas og vokal. Ole Sterndorff: Banjo og vokal. Jan Schöpfke: Trommer. Thomas Nissen: Vokal
Kl. 21: SheFunk
SheFunk er 11 seje kvinder, der spiller funkmusik, der sætter gang i hofter og dansesko.
Oplev de store funky hits We are Family, Superstition, Boogie Wonderland…, serveret helt tight med nerve og energi, stramme arrangementer og glimmerlook!
SheFunk har siden 2018 spillet koncerter på landets spillesteder, til events og private arrangementer for et veloplagt publikum.
Repertoiret er hentet hos de store helte: Earth Wind & Fire, James Brown, Chaka Khan, Pointer Sisters, Stevie Wonder, Prince, Sister Sledge og mange flere.
SheFunk er Danmarks eneste store Female Funkband!
Program søndag 21. juni
Kl. 13: Signe Juhl Kvartet feat. The Swinging Sisters
Signe Juhl insisterer hele tiden på at tænke fremad og udfordre sig selv med nye musikalske initiativer, der alle handler om at vise lytterne, at musikkens kraft er forunderlig og konstant foranderlig. Hendes musikalske initiativer tæller bl.a. en hyldest til Woodstock Festivalen, hyldester til tidligere tiders vokalist-ikoner samt en forrygende genoplivning af stemme-ikonet Andrews Sisters i samarbejde. Listen er lang og viser en kunstner, der er i hastig og stadig udvikling.
Til denne koncert møder vi Signe Juhl Kvartet feat. The Swinging Sisters, så repertoiret er en skønsom blanding af jazzstandards krydret med close harmony samt sange af bl.a. Joni Mitchell, Bob Dylan, Paul Simon og sågar udvalgte klassikere fra soul-pladeselskabet Tamla Motown.
Signe Juhl: Vokal & piano. Inger Juhl: Vokal. Janne Hagen Therkildsen: Vokal. Bo Møller: Guitar. Niels Kvist: Bas. Casper Mikkelsen: Trommer.
Kl. 16: Allstars Delight
Et energisk jazzband, der spiller swing, tradjazz og New Orleans 2nd line med masser af spilleglæde og autentisk feel.
Bandet består af rutinerede musikere, der leverer medrivende rytmer, smittende melodier og en stemning, der bringer publikum direkte til jazzens gyldne æra.
Uanset om det er en dansefest eller en koncert, skaber Allstars Delight en uforglemmelig oplevelse fyldt med liv og musikalitet.
Line up:
Mads Søndergaard: Piano. Morten Haxholm Jensen: Kontrabas. Stefan Andersen: Trommer. Bjarke Nikolajsen: Trompet/vokal. Stefan Friis Ringive: Trombone. Jan Harbeck: Saxofon
Kl. 19: Tobacco
Tobacco slutter jazzfestivalen af med maner. De er Danmarks bedste vaskebrætband og spiller godter fra den amerikanske musiktradition: Country, blues, spirituals, ragtime, zydeco og “goddamn hillbilly”. Stilarterne mixes og smages til med energisk sceneoptræden, 5-stemmigt kor og pumpende lokomotivrytme.
Bandet startede i efteråret 2001 og har siden spillet over 500 koncerter i Danmark, Tyskland og Polen.
Tobacco har udgivet tre albums – det seneste er et live-album, udgivet i 2017 og optaget på Kayak Bar under Copenhagen Bluesfestival.
Tobacco spiller musik fra dengang bedstemor var en værre værre én, og deres koncerter er spontane og fulde af improvisation.
























