Ninjaer, manga, origami, samuraier og Mario Kart. Lørdag den 12. september går turen østpå, når årets Juniorfestival på Jyllinge Bibliotek inviterer børn med på en rejse til Japan.
Under overskriften Konnichiwa Japan bliver biblioteket fyldt med workshops, spil, fortællinger og aktiviteter inspireret af både moderne og traditionel japansk kultur.
Børn kan blandt andet lære at tegne manga med illustrator Kimmie Kawauchi, lave koi-fisk med kunstner Maria Lau-Krogh og prøve kræfter med origami. Der bliver også mulighed for at tegne kæmpestore japanske skrifttegn og blive klogere på samuraier og deres sværd.
I spillearenaen kan vennerne dyste i blandt andet Mario Kart, Just Dance, karaoke og brætspil. De mere eventyrlystne kan lytte til mystiske og magiske japanske fortællinger i Silent Disco-høretelefoner, teste deres manga-viden i en livequiz eller tage på skattejagt.
Juniorfestival: Konnichiwa Japan finder sted lørdag den 12. september kl. 11-14 på Jyllinge Bibliotek og er for børn fra 7-12 år. Det er gratis at deltage, og tilmelding er ikke nødvendig. Man kan komme og gå i løbet af dagen. Læs mere på Roskilde Bibliotekernes hjemmeside, roskildebib.dk/detsker

Dato: 12-09-2026
Sted: Jyllinge Bibliotek






















