Roskilde teater viser, i samarbejde med Roskilde Kommune, gratis gadeteater
Forestillingen ”Hvem er du?” vises af Teater ToBe fra Ukraine
Onsdag den 16. juli kl. 16.00 på Stændertorvet
Der er krig i Ukraine. Mennesker bliver dræbt og soldater bliver sendt til fronten for at slå angriberne ihjel. Familier mister deres kære, og folk er nødt til at flygte fra det land, de holder af. Det er de barske og selvoplevede realiteter. Derfor kan man ikke andet end fatte sympati for ToBe, et ukrainsk teater bestående af 4 ukrainske skuespillere og en tekniker, hvoraf de 4 selv er flygtet fra krigen. Med personlig baggrund viser de en forestilling, der, som de selv beskriver det, handler om integration og følelsen af at være udenfor. For, som ny i et fremmed land, skal du lære rigtig meget.
Til forestillingen er der valgt en enkel og naivistisk form. I stedet for at lade det være mennesker, som kommer til et andet land, er det tre dyr: En hvid kanin, et rødbrunt egen og en brun bjørn. Dyrene er ankommet til et nyt land og har brug for at forstå et nyt miljø, en ny kultur og at lære et nyt sprog i den nye skole. Det ene af dyrene, bjørnen, keder sig gevaldigt og har lyst til at lave sjov og ballade. Først nupper den et æble fra en af de andre dyr og siden også en is. Bjørnen fortryder dog sit tyveri og føler sig ensom. Han lærer at sige undskyld og forstå, hvad ”vi tilgiver dig” betyder. Dyrene lærer også at sige, hvad de er for et dyr. Det hele ender med en fest, hvor dyrene bliver venner og bevæger sig ned fra scenen og begynder at blæse sæbebobler sammen med børnene blandt publikummet.
Forestillingen har på denne måde fokus på at forene de gode menneskelige værdier, trods forskel i sprog og kultur.
Forestillingen varer 1 time
Alder: 3-9 år og deres voksne – de mindste skal nok undervejs have lidt forklaring
Medvirkende: Oksana Achiam, Anatolii Zinovenko, Tetiana Zinovenko, Svitlana Kurilenko, Yaroslav Mykytyn
Dramatiker og forfatter: Oksana Achiam
Sommerens resterende gadeteaterforestillinger:
Onsdag den 23.7. kl. 16.00 på Stændertorvet: ”Isprinsessen” med Teater Sammensurium
Onsdag den 30.7. kl. 16.00 på Stændertorvet: ”One Shot” med ”Cie One Shot” fra Belgien
Onsdag den 06.8. kl. 16.00 på Stændertorvet: ”Street Fool” med Maccarinelli Theatre fra Italien
Onsdag den 13.8. kl. 16.00 på Stændertorvet: ”Jekyll on Ice” med Paolo Nani Teater
Onsdag den 20.8. kl. 16.00 på Stændertorvet: ”Under Uret” med Dansk Rakkerpak