Sommeren har for alvor fået tag i danskerne, og grillen spiller hovedrollen i mange af de lune og lyse afteners menuer. Men husk dyrevelfærden, også når solen skinner, og hyggen indfinder sig.

Foto ABW

Ingen adgang til det fri, ikke nok at beskæftige sig med og begrænset plads i staldene, det er livet for mange af de millioner landbrugsdyr, som hvert år bliver produceret i Danmark. Det kan du være med til at ændre, når du køber ind. Står menuen på grill, så husk for det første, at rigtig mange grøntsager gør sig godt over den høje varme.

Bruger du kød, så er vores anbefaling, at du husker de gode råd om, hvad du skal kigge efter for at sikre, at du får dyrevelfærd på menuen og mindre lidelse for dyrene fremadrettet.

Vælger du mærket ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse” er du med til at skabe en efterspørgsel efter produkter med høj dyrevelfærd og dermed skaber du bedre forhold for flere dyr. Så enkelt er det. Kigger du efter Ø- mærket har dyrene også haft et bedre liv end i den konventionelle produktion.

Når du køber Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse, er du sikker på, at dyrene:

•    har haft adgang til det fri, hvor dyrene kan udleve deres naturlige adfærd
 
•    ikke er blevet transporteret over otte timer
 
•    har haft plads til at bevæge sig frit i stalden

Selvom mange flytter på landet i sommerperioden, så er det stadigvæk vigtigt at huske på, hvordan dyrevelfærden har været for det kød, der ryger i kurven. Er det svært at finde, så spørg i butikken, på den måde får du indflydelse på, hvad butikken vælger at føre fremadrettet.

Jordbær med fløde
Andre sommerklassikere er jordbær med fløde og koldskål med kammerjunkere. Dejlige friske sommerretter, som kan nydes under åben himmel. Vil du være sikker på, at de køer, som har leveret den mælk, som favoritterne består af også har haft adgang til åben himmel, så husk også her at orientere dig efter Ø-mærket eller “Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse”. Så ved du, at køerne har været på græs i hele sommerhalvåret og har god plads til at udleve deres naturlige adfærd.

Forbrug med omtanke
Når vi spiser og drikker animalske fødevarer, indebærer det uanset hvad en stor belastning for dyrevelfærd, klima og miljø. Når du vælger at forbruge animalske fødevarer, opfordrer Dyrenes Beskyttelse derfor til, at du altid gør det med stor respekt og omtanke. Skær bl.a. ned på mængden og husk at undgå madspild.

Bliv klogere på Mærket

Fakta: Bliv klogere på, hvilke krav der stilles i Mærket  “Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse” her 

Kilde.