Fredag den 7. august kl. 9.00 kan publikum møde historiker, skribent og tidligere kongelig ordenshistoriograf Jes Fabricius Møller, når han gæster samtalerækken Go’ morgen Roskilde på Roskilde Bibliotek.
Jes Fabricius Møller er dr.phil., lektor ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet, bestyrelsesformand for Grundtvigs Højskole i Hillerød og tidligere kongelig ordenshistoriograf. I samtale med journalist og redaktør Annette W. Thuesen kommer han blandt andet omkring bøger, nyheder, medievaner og aktuelle emner.
Traditionen tro indledes samtalen med et kig på gæstens natbord og de bøger, der optager ham lige nu. Herefter følger en snak om nyhedsforbrug og foretrukne nyhedskilder med afsæt i en lokal, en national og en international nyhed.
Publikum inviteres som altid til at deltage aktivt i samtalen, og Roskilde Bibliotek byder på kaffe, te, vand og croissanter.
Go’ morgen Roskilde afholdes i samarbejde med Roskilde TV og finder sted den første fredag formiddag i forårs- og efterårsmånederne. Her møder Annette W. Thuesen lokale profiler til samtaler om nyheder, bøger, medier og verden set gennem gæstens perspektiv.
Gratis med tilmelding:
Arrangementer | Roskilde Bibliotekerne

Dato: 07-08-2026
Sted: Roskilde Bibliotek























