En kvindes liv og alt for tidlige død er udgangspunktet for et spændende foredrag i Sankt Jørgensbjerg Sognegård tirsdag den 21. april kl. 14.
Kirsten Abildtrup døde i 1951, bare 24 år, mens hun var under behandling for skizofreni.
Men hvad skete der egentlig med den unge kvinde? Hvordan var hendes liv? Det spørgsmål satte journalist ved Kristeligt Dagblad Lise Kabell Søgaard sig for at undersøge. Kirsten Abildtrup var nemlig hendes farmors søster, men Kirsten Abildtrup var samtidig en slags familiespøgelse, en skæbne, der ikke rigtigt blev snakket om i familien.
Lise Kabell Søgaards efterforskning førte land og rige rundt, ud på gamle sindssygehospitaler, ind i arkiverne og ned i en universitetskælder fuld af hvide spande med numre på.
Lise Kabell Søgaard skrev med udgangspunkt i sin research en artikelserie i Kristeligt Dagblad om Kirsten Abildtrups skæbne. Serien er efterfølgende udkommet som bog, ”Kirstens hjerne”, som i 2022 dannede baggrund for en CNN-dokumentar. Lise Kabell Søgaard er uddannet journalist fra Roskilde Universitet.
Der er fri entré til foredraget i Sankt Jørgensbjerg Sognegård, hvor der kan købes kaffe og kage.

























