Fra 5. til 21. september 2025 har Golden Days et stævnemøde med den boblende, besværlige og brændende kærlighed. Med et tætpakket festivalprogram på over 300 arrangementer kaster festivalen sig hovedkulds over et af historiens mest universelle, uudtømmelige og største emner. Tag med til landets største globryllup på et vikingeskib, oplev et gigantisk 3D-printet hjerte på Kongens Nytorv, tag til heartbreak musikbanko og dans natten ind med din udkårne til gadefest på Ravnsborggade.

Golden Days kommer også til Roskilde, hvor vi her har samlet en liste over events: 
 
Roskilde Bibliotek, 10/9 kl. 16.30–18
 
Roskilde Bibliotek, 12/9 kl. 15.30–16.30
 
Vikingeskibsmuseet, 13/9 kl. 10–17
 
Roskilde Kloster, 13/9 kl. 13–15
 
Roskilde Domkirke, 7/9 og 14/9 kl. 14–15, 9/9 og 16/9 kl. 15.30–16.30

I 17 sensommerdage går Golden Days på jagt efter kærlighedens inderste og inderligste væsen. Hvad er kærlighed? Hvordan har den formet vores kulturer, idealer og relationer? Og hvordan har den det egentlig i dag, her midt i et 21. århundrede præget af krig, ensomhed og klimaangst?

Årets festivalprogram rummer mere end 300 arrangementer bl.a. talks, koncerter, byvandringer, stævnemøder, filmvisninger, fællessang, quizzer og omvisninger. Over 200 museer, spillesteder og teatre er i år med til at kaste lys og skygger på, hvad vi gennem historien har kaldt kærlighed. Vi undersøger, hvordan kærligheden har skiftet form, udtryk og begær og dykker også ned i dens mørkere sider. Kærlighed som kimen til tragedier, jalousi og sår, der måske aldrig heles.

Alt hvad hjertet begærer

Festivalen starter med hjertet på det rette sted, når Golden Days i samarbejde med Nørrebro Teater og Gyldendal fylder Ravnsborggade og teatrets smukke rum med musik, poesi, kunst, kolde glas og en hel masse kærlighed. Dagens program har i sandhed noget på hjerte og byder både på performances, litteraturoplæsninger, koncerter og samtaler med blandt andre Glenn Bech, Jytte Vikkelsøe, GENTS, Lucia Odoom, Snuggle, Amalie Langballe og mange flere. Så tag din fling, far eller hjerteven under armen, og kom fejr kærligheden sammen med os. Aftenen slutter af med gratis efterfest på hedonismens højborg, Søpavillionen.

Den Store Dag: 10 museer, 50 vielser, 100 gange ja

Alle er inviteret med til årets største kærlighedsfest, når ti museer som Frederiksborg, Designmuseum Danmark og Vikingeskibsmuseet danner ramme om 50 vielser og 100 menneskers ’ja’ til kærligheden. Giftefogeden er skiftet ud med store kulturpersonligheder som Kaspar Colling Nielsen, Ellen Hillingsø og Eske Willerselv, der forestår vielserne med deres personlige bud på et moderne kærlighedsritual.

Samtidig byder dagen på et overflødighedshorn af oplevelser med gratis koncerter, performances, omvisninger, talks og oplæsninger. Glæd dig blandt andet til et nyopført kærlighedsværk af Louise Alenius, østerssmagning med Pink Oysters, hjertedissektion i Botanisk Have, kærlighedsråd fra Jytte Vikkelsøe og en performance af Noah Umur Kanber, hvor både Lucifer og englebasser indgår.

Den første gang jeg så dig…

Festivalen dykker selvfølgelig ned i kærlighedens første kapitel – forelskelsen. Vi sænker paraderne, slipper normerne og fejrer forelskelsens flimrende faser i alle dens former.

Kom til live kærlighedsbrevkasse med eksperterne fra ’Gift ved første blik’, romantisk brevskrivningsworkshop på Bakkehuset, stjernebar i Rundetaarn med astrologisk indsigt i din flirt eller besøg Davids Samling, hvor Sofie Diemer, Cecilie Nørgaard og Sebastian Lynggaard tager temperaturen på nutidens forførelse. Og måske møder du selv kærligheden, når historiker Anders Fallentin inviterer på historisk vandring rundt om Søerne – byens mest befærdede date-strækning og 6,5 kilometer belagt med kærlighedshistorier i Københavns hjertekammer.

Hjerte rimer på smerte

Men kærlighed er ikke kun lyserøde skyer og varme blikke. Golden Days undersøger også kærlighedens mørke sider og spørger, hvorfor vi bliver ved med at elske, når det kan gøre så forfærdeligt ondt.

Her kan du opleve heartbreak-musikbanko hos Absalon, høre Glenn Bech i en ærlig samtale om kærlighed og begær og tage til en aften i selvkærlighedens tegn i Sofiebadet. Oplev også Felix Thorsen Katzenelson, når han inviterer til brevkasseaften på Arbejdermuseet, hvor han sammen med et kærligt panel vender og drejer kærlighedens veje og vildveje.

Du kan også lade dig forføre af balletklassikere som Flemming Flindts ’Enetime’ og Roland Petites ’Le Jeune Homme est la Mort’ på Bellevue Teatret, hvor dødelig kærlighed og vildt begær folder sig ud. Kristen Bjørnkjær genopliver sin digtsamling ’Kærestesorg’ fra 1976 og læser op af de smertefulde linjer, der rørte en hel generation. Og på Gammel Strand spørger vi, om kunsten selv kan være kærlig, når Apolonia Sokol og Noah Umur Kanber deler erfaringer fra en kunstbranche, der både giver og tager med stor kraft.

Til døden os skiller

Er det muligt at leve lykkeligt sammen til vores dages ende? Og skal man nødvendigvis være to? Hvad med én? Eller tre?

Vi kigger nærmere på livslange kærlighedshistorier på Holmens Kirkegård, lader os forføre af grandiose korarrangementer og pumpende klubrytmer med den fremadstormende trio Elsked og inviterer til kongeligt kærlighedspanel på Rosenborg Slot, hvor etnolog Julia Lahme og andre kyndige stemmer diskuterer affærer, aldersforskelle og kunsten at vælge den rette.

Og så kan man for første gang opleve kunstner Maries Munks monumentale værk My Heart Will Go On and On, der er skabt til årets festival. Midt i København rejser der sig under festivalen et gigantisk, bioteknologisk hjerte – en fusion mellem det anatomiske hjerte og den romantiske folieballon. Med en mekanisk 3D-printerarm og drømme om transhumanisme stiller Munk skarpt på, hvad der sker med følelser og romantiske idealer, når teknologien udfordrer kroppens grænser. For hvordan ser kærligheden ud i fremtiden, hvis vi kan leve for evigt og elske lige så længe? Installationen kan opleves gratis på Kongens Nytorv fra 3. til 21. september.

Om Golden Days 
Golden Days er en årlig kulturhistorisk festival, der præsenteres i samarbejde med 200 partnere over hele hovedstadsområdet med afstikkere til resten af landet. Årligt gæster 30-40.000 festivalen, når Golden Days formidler viden, historie og kultur – i 2025 under temaet Kærlighed. Tidligere temaer tæller blandt andet På Landet, QUEENS – kvinder, køn og magt, På arbejde, Antikken, Forever Young og 1989 – 30-året for Murens fald.

Golden Days 2025 er muliggjort i partnerskab med Københavns Kommune, A.P. Møller Fonden, Augustinus Fonden​, Frederiksbergfonden​, Beckett-Fonden, Frederiksberg Kommune, William Demant Fonden​ og Knud Højgaards Fond.

Den Store Dag er realiseret med støtte fra Region Hovedstaden, Københavns Kommune, A.P. Møller Fonden, Augustinus Fonden, Frederiksbergfonden, Frederiksberg Kommune, Wonderful Copenhagen, Gribskov Kommune og Lyngby-Taarbæk Kommune og skabt i samarbejde med Cisternerne, Copenhagen Contemporary, Designmuseum Danmark, Frederiksborg, Nikolaj Kunsthal, Ordrupgaard, Rudolph Tegners Museum & Statuepark, Sophienholm, Statens Naturhistoriske Museum og Vikingeskibsmuseet.  

My Heart Will Go On and On er realiseret med støttet fra Københavns Kommune, Ny Carlsbergfondet, Det Obelske Familefond, A.P. Møller Fonden, Augustinus Fonden, Statens Kunstfond, Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse og Indre By Lokaludvalg.

Golden Days 2024 – På arbejde åbningsfest © Malthe Ivarsson