En ny undersøgelse fra tech-virksomheden Refurbed viser, at danskerne endnu ikke har taget genanvendt elektronik til sig, selvom der er store gevinster at hente i forhold til både klima, pengepung og tilgængelighed.

Pressefoto Refurbed

Mange danskere har for længst skåret ned på de røde bøffer og flyrejser i klimaets navn. Men kun få tænker i at købe genanvendt elektronik, når iPhonen eller pc’en skal skiftes ud. Det viser en ny undersøgelse fra Refurbed, der er Europas hurtigst voksende online markedsplads for genanvendt elektronik.

I undersøgelsen, som er foretaget via YouGov blandt 1.004 danskere, svarer næsten halvdelen (47 procent), at de aldrig har overvejet at købe genanvendt elektronik. Kun 25 procent har tidligere investeret i en istandsat smartphone, bærbar eller andet it-udstyr. Og det er overraskende, at de ellers så klimaoptagede danskere ikke i højere grad har taget genanvendt elektronik til sig, mener Emma Jefelt, der er talsperson for Refurbed i Danmark. For der er tale om en både let og billig genvej til at sænke sit eget klimaaftryk.

”Elektronikbranchen står for cirka tre procent af verdens samlede CO2-udledning, og når udstyr ender i skraldespanden eller samler støv i skuffen, går værdifulde og knappe ressourcer som guld, sølv og kobber til spilde. Ved at købe en istandsat iPhone frem for en ny, reducerer man CO2- udledningen med helt op til 78 procent, viser undersøgelser. Det er faktisk noget, der batter i det store billede.”

Samtidigt er de genanvendte produkter både billigere og lettere at anskaffe i en tid, der ellers er præget af forsyningsproblemer og knaphed på mange essentielle komponenter, påpeger hun. 

Danskerne tror ikke på kvaliteten
Refurbeds undersøgelse peger dog på, at en del af forklaringen på danskernes manglende interesse for genanvendt it kan skyldes en fordom om, at kvaliteten af de genanvendte produkter er lavere end fabriksnyes. I undersøgelsen svarer kun 29 procent, at de anser genanvendt elektronik som værende lige så god som ny. 46 procent opfatter genanvendt it som mindre godt. 

”Vi oplever desværre, at mange har fordomme om kvaliteten. Og det ærgrer os, for en istandsat enhed fungerer præcist lige så godt som en ny, da vi kvalitetstester alle produkter grundigt, før de kommer på markedet igen. Så det er alene kosmetikken, der afslører forskellen. Derfor er der også både returret og garanti, når du køber istandsatte produkter, præcis som ved nye,” fortæller Emma Jefelt fra Refurbed.

Stort uudnyttet potentiale i rodeskuffen
Én ting er, at danskerne ikke har vænnet sig til at købe genanvendt udstyr. En anden er, at de heller ikke sørger for, at deres udtjente udstyr bliver bortskaffet eller genanvendt korrekt. Hele 81 procent af danskerne har gammelt udstyr liggende derhjemme, som de ikke længere bruger, og som let ville kunne istandsættes og genanvendes, viser en undersøgelse fra Humac.

Og dette tal dækker blot over it-udstyr som mobiltelefoner, tablets og computere. Tallet må ifølge Emma Jefelt forventes at være langt højere, hvis også fx kameraer, spillekonsoller eller husholdningsapparater som kaffemaskiner bliver regnet med.

Men det mest bekymrende er faktisk ikke alt det udstyr, vi har liggende, mener hun: 
”Affaldsstrømmen af brugt it vokser kun år for år og er faktisk den hurtigst voksende affaldsstrøm i verden med en vækst på 2,5 millioner tons hvert år. Det er ikke bare spild af ressourcer, men også direkte klimaskadeligt, at så meget elektronik ryger direkte på lossepladsen. Vi har virkelig brug for en mentalitetsændring, og det kan kun gå for langsomt.”

Om Refurbed
Refurbed er Europas hurtigst voksende online markedsplads for istandsat og genanvendt elektronik Virksomheden tilbyder blandt andet renoverede smartphones, bærbare, tablets kameraer, højtalere og høretelefoner samt udstyr til hjemmet som robotstøvsugere, kaffemaskiner og spillekonsoller. Virksomheden blev grundlagt i Østrig i 2017 af Peter Windischhofer, Kilian Kaminski og Jürgen Ried og beskæftiger i dag over 200 medarbejdere fordelt i Østrig, Tyskland, Italien, Frankrig, Sverige, Holland, Danmark og Irland. Refurbed planter et træ for hver solgt enhed og er en CO2-negativ og miljøpositiv virksomhe