Hvad kan vi lære af de gamle grækere, af romersk bureaukrati og af tempelridderne, når det kommer til informationssikkerhed? En hel del faktisk.
Til dette foredrag folder specialist i informationssikkerhed, Sarah Aalborg, den historiske kontekst for din digitale sikkerhed ud, og viser hvorfor de problemer, vi slås med i dag, grundlæggende er de samme som mennesker har bokset med i flere tusind år.
Informationssikkerhed fylder mere og mere i takt med, at vi bruger IT til stort set alt i vores dagligdag.
Derfor har Roskilde Bibliotek inviteret Sarah Aalborg til at komme og fortælle om informationssikkerhed gennem hele menneskehedens historie. Der er nemlig en ret lige linje fra Mesopotamiens lertavler til dit kontoudtog, fra pavens signetring til dit MitID og fra romerske generaler til dit password.
Det kræver ikke, at du ved noget om informationssikkerhed på forhånd – Sarah Aalborg sørger for, at det bliver både underholdende og lærerigt, så du går derfra ikke bare underholdt og med en bedre forståelse for informationssikkerhed, men også med helt konkrete ting, du kan gøre for at sikre dig selv digitalt.
Om oplægsholderen
Sarah Aalborg er specialist i Informationssikkerhed og Human Risk og arbejder med det menneskelige aspekt af cybersikkerhed – det hun selv kalder ‘adfærdsbaseret sikkerhed’.
Hun hjælper i dag både organisationer og private med at forstå, hvorfor vi mennesker træffer de valg, vi gør, og hvordan vi kan bruge den viden til at skabe bedre digital sikkerhed.
Sarah er medlem af Cybersikkerhedsrådet samt Dansk IT’s og Dansk Industris udvalg for informationssikkerhed. Hun er desuden tidligere it-sikkerhedschef i Tivoli og forfatter til bøgerne “Det sikre valg” og “Fra Awareness til adfærd”.
Det sker tirsdag den 6. oktober kl. 19-21.
Billetten koster 25 kr. og kan købes på Arrangementer | Roskilde Bibliotekerne

Dato: 06-10-2026
Sted: Roskilde Bibliotek



















