Sidste efterår solgte spillerne fra årgang 2007 i Roskilde KFUM’s Boldklub lodder til Diabetesforeningens skrabelotteri. De tjente 14.000 kr. til klubkassen, som går til sociale arrangementer og en fremtidig træningslejr i udlandet.

God fodbold og hyggeligt samvær er fælles mål i Roskilde KFUM’s Boldklub. Og spillerne fra årgang 2007 har ikke kun øje for bolden. Drengene kommer også glad ind i kampen, når der skal tjenes penge til fælleskassen. I efteråret solgte de, for andet år i træk, skrabelodder for Diabetesforeningen for at tjene penge til klubaktiviteter og den årlige træningslejr i Tyrkiet, når det igen bliver muligt at rejse.

– Vi håber, at holdet kan tage af sted senere på året. Men lige så snart vi igen må samles flere, bruger vi nogle af pengene på en hyggelig computerspilsaften for drengene med pizza og FIFA-turnering. Fælleskassens penge går også til vores mange sociale arrangementer, der styrker sammenholdet, fortæller Mette Søndergaard, koordinator for skrabelodssalget og mor til en af spillerne.

I Roskilde KFUM’s Boldklub lærer spillerne at stå sammen og tage ansvar, også uden for grønsværen. De skal selv bidrage til fælleskassen for at kunne tage del i de sociale arrangementer. Derfor deltog hele holdet i skrabelodssalget, som spillerne brugte som en god anledning til at ses i fritiden.

– Drengene er gode til at lave aftaler indbyrdes om at gå ud at sælge sammen en fredag eller i weekenden. Og der går lidt sport i, hvor mange lodder de kan få solgt. Mest effektivt var det at stille sig foran det lokale supermarked, som min egen søn gjorde, siger Mette Søndergaard.

Med i alt 1000 solgte lodder støttede spillerne diabetessagen med 16.000 kr. Skrabelodssalgets dobbelte formål har stor betydning for både klub og købere, fortæller Mette Søndergaard:

– Det er supernemt at sælge lodderne, for folk kan godt lide, at de både støtter os og diabetessagen, når de køber dem. Og så er det flot, at vi får 14 kroner for hvert lod, vi sælger. Det giver god økonomi for klubben. Samtidig betyder salget, at drengene er blevet mere opmærksomme på, hvad diabetes er, og hvordan støtten og deres fælles indsats gør en forskel for børn med diabetes.

Nyhed: Tjen penge på skrabelodssalg – mens du støtter børn med diabetes
Nu er Diabetesforeningens Forårslotteri i fuld gang. Skrabelodssalget er en nem måde at tjene penge til egne formål, samtidig med at man støtter en god sag – og salgsperioden løber helt frem til den 25. juni 2021.

Sælgerne tjener 14 kr. pr. solgt lod, salget foregår f.eks. via MobilePay, og der er altid gratis returret på usolgte lodder.

Kom nemt og hurtigt i gang: Tilmeldingen er åben på www.diabetes.dk/lotteri og tlf. 63 12 90 17.

På www.diabetes.dk/lotteri-info finder du også vores retningslinjer for sikkert salg af skrabelodder.

Dobbelt støtte: Skrabelodssalget er en økonomisk håndsrækning til klubber, foreninger, skoler og diabetessagen
I 2020 tjente børn og unge fra hele landet – blandt andet via deres skole eller klub – mere end 2,9 mio. kr. til egne formål ved at sælge Diabetesforeningens skrabelodder, samtidig med at de havde det sjovt sammen og støttede diabetessagen. Et positivt resultat i et udfordrende år hvor restriktioner og nedlukning har medført aflysninger og tab af vigtige indtægtskilder for bl.a. klubber, foreninger og skoler. Skrabelodssalget for Diabetesforeningen er derfor en god indtjeningsmulighed:

– Skrabelodssalget foregår især udendørs, og med vores retningslinjer for sikkert salg sikrer vi en god, tryg oplevelse for vores sælgere og købere af lodderne. Vi er meget stolte af skrabelodssalgets fordelagtige sælgervilkår og dobbelte formål, som er til glæde og gavn for både lokalsamfundet og diabetessagen, siger Sebastian Erbo Hoffmann, Diabetesforeningens marketingchef:
– Med den gradvise genåbning og vores ekstra lange salgsperiode ser vi frem til en endnu større deltagelse og opbakning til gadesalget, siger han.
Det glæder ham derfor at præsentere Forårslotteriet med mange gevinster på spil og femårige Cilja på forsiden af lodderne:
– Med stor, fast salgsprovision og mange gevinster gør vi det attraktivt for både sælgere og købere at deltage i vores skrabelotteri og samtidig støtte børn med diabetes. Cilja, som er på forsiden af lodderne, fik type 1-diabetes blot 15 måneder gammel, og det er børn som hende, man hjælper ved at sælge og købe lodder. For overskuddet fra lotteriet er med til at støtte familier, som har et barn med diabetes, med rådgivning, netværk og kurser, ligesom vi også støtter forskning, oplysning og forebyggelse af diabetes.

Vind en bil eller en drømmerejse
I Forårslotteriet er der mere end 6.200 gevinster på højkant til en samlet værdi af mere end 940.000 kr. Heriblandt en Renault Clio V 1.0 Tce 100 Zen inkl. komfortpakke og levering til en værdi af 166.700 kr. samt et rejsegavekort fra Apollo til en værdi af 50.000 kr.

Tilmeld dig på www.diabetes.dk/lotteri eller ved at kontakte Diabetesforeningen på tlf. 63 12 90 17 eller e-mail: skrabelotteri@diabetes.dk

Salgsperioden er startet og løber frem til den 25. juni 2021.

 

Pressefoto