For tiende år i træk åbner Holiday INSP! dørene for sårbare unge voksne med ønsket om at tilbyde et trygt sommerfællesskab spækket med gratis aktiviteter fra den 7. til 31. juli. Holiday INSP! har gennem de sidste 10 år gjort en markant forskel for ungdommen i Roskilde kommune. Succesen betyder, at Holiday INSP! i år har modtaget en større bevilling, så der er plads til, at flere unge kan være med. Samtidig har Holiday INSP! oplevet flere og tidligere tilmeldinger til sommerens arrangementer.
Når sommeren rammer Roskilde, og INSP! lukker ned, åbner Holiday INSP! i stedet. Holiday INSP! er et ferieinitiativ, der siden 2016 har givet sårbare unge voksne en ferie med frirum og fællesskab, der mindsker social isolation og styrker de unge og skaber en positiv forandring.
Holiday INSP! kan i år fejre 10 år med fællesskab og forandring. I dag er det et etableret projekt i lokalsamfundet, som møder stor opbakning. Det betyder, at Holiday INSP! takket være en større bevilling i år, kan invitere flere unge deltage ind i årets sommeraktiviteter. Behovet er der ingen tvivl om: Holiday INSP! har i år oplevet en så tidlig og stor interesse i at være en del af projektets aktiviteter, at flere af aktiviteterne allerede er lukket for tilmelding.
“Holiday INSP! startede, fordi en gruppe unge frygtede fem ugers sommerferielukning og social isolation. Gennem de sidste 10 år er Holiday INSP! blevet et tilbagevendende projekt, der år efter år samler unge i og omkring Roskilde i et givende og åbent fællesskab. Det betyder, at Socialpsykiatrien blandt andet har oplevet, at de unge, der er tilknyttet dem, trives bedre i sommerferien. I dag er Holiday INSP! et stærkt fællesskab, hvor unge ikke bare deltager – de skaber,” fortæller Anders Hindborg Bruhns, projektleder på Holiday INSP!.
Unge som medskabere har langsigtet positiv effekt
Holiday INSP! adskiller sig fra traditionelle ferieaktiviteter ved at sætte de unge i centrum – ikke som deltagere, men som medskabere. En ferie begynder nemlig allerede i planlægningsprocessen, hvor man drømmer om, hvad man skal i sin ferie. Derfor er de unge med til at planlægge sommerens program, og flere tidligere deltagere vender tilbage som medorganisatorer og frivillige værter.
“Det er tydeligt at se, at de unges medbestemmelse og medansvar styrker dem. Vi har set unge gå fra at være isolerede og usikre til at stå i spidsen for events, lave mad og tage ansvar for fællesskabet. Det styrker ikke kun individet, men også Roskilde som lokalsamfund,” uddyber Alex Kofoed Andersen, projektmedarbejder og social vært på Holiday INSP!.
INSP! står bag Holiday INSP!, som er støttet af Arbejdsmarkedets Feriefond og Roskilde Kommune. Målet er at skabe en ferie, der ikke kun giver pusterum – men også styrker deltagernes sociale netværk, selvværd og lyst til og mod på at tage del i lokalsamfundet.
Evalueringer viser, at mange unge efterfølgende engagerer sig i INSP!s øvrige aktiviteter, starter i uddannelse og/eller finder mod til at tage nye skridt i livet.
Et spækket program for sommeren 2025
Årets Holiday INSP! løber fra den 7. til 31. juli, og byder på alt fra en tur i Roskilde, et te-selskab og en sommerfest til gokart, en tur i Tivoli og en frokost på sushirestaurant. Aktiviteterne er som altid defineret af de unge selv – og der er plads til at være med præcis, som man er.
Man kan se det fulde program for Holiday INSP! 2025 her, hvor der stadig er flere dage og aktiviteter, man kan være med i: https://www.insp.dk/holiday
