PRÆSTEN I VEJLBY er en moderne, vellykket og begavet iscenesættelse af Steen Steensen Blichers novelle fra 1829. Anmelderne giver over én kam forestillingen fem stjerner. Den kan opleves tirsdag den 2. december kl. 19.30 i Lynghøj Teatersal.  

Alle borgerne i Vejlby, en lille fredelig midtjysk by, er rystede. Præsten har haft et skænderi med sin karl, Niels, der nu er sporløst forsvundet. Byens nye og uerfarne herrefoged, der også er præstens kommende svigersøn, tvinges til at opklare sagen. Men da efterforskningen går i gang, og begivenhederne rulles ud, vælter skeletterne ud af skabet, og en grum historie om gammelt nag, forsmået kærlighed og flosset moral ser dagens lys.

Det kunne lyde som en vaskeægte true crime historie, og det er lige netop, hvad PRÆSTEN I VEJLBY er. Handlingen er nemlig baseret på virkelige begivenheder, der fandt sted omkring 1626 i Vejlby Sogn ved Grenå og beskrevet af Steen Steensen Blicher i novellen af samme navn fra 1829. Novellen er et stykke danmarkshistorie og en del af Kulturministeriets Kulturkanon.

Nu bliver den uhyggelige og mystiske historie til en mindst lige så uhyggelig krimi-forestilling. Og hvem ved: Måske vil du som publikum få mulighed for at påvirke slagets gang! Kan du mon gennemskue, hvem morderen er?

Der er introduktion kl. 18.30 ved teaterkritiker og museumsinspektør Rikke Rottensten.

Billetter købes på www.roskildeteater.dk eller i døren

Spillested: Lynghøj Teatersal, Lynghøjen 107, Svogerslev, 4000 Roskilde

Tidspunkt: Tirsdag den 2. december 2025, kl. 19.30 (introduktion kl. 18.30)

Baseret på novelle af: Steen Steensen Blicher

Manuskript: Johannes Lilleøre og Henrik Grimbäck

Iscenesættelse: Henrik Grimbäck

Scenografi og kostumedesign: Mie Riis

Lysdesign: Mads Lindegaard

Lyddesign: Michael Roger Henriksen

Medvirkende: Rolf Hansen, Fanny Louise Bernth, Tobias Shaw

Producent: Folketeatret

Varighed: 2 timer og 5 min. inkl. pause

Link til teatrets hjemmeside: https://www.folketeatret.dk                   

Foto: Büro Jantzen