Der er gratis entré, når Roskilde Domkirkes Voksenkor opfører forårskoncert i Konventhuset tirsdag 12. maj 2026 kl. 19:30.
Beruselse, lykke, vrede, melankoli og jalousi er følelser, der indgående beskrives i Friedrich Daumers 18 korte digte fra samlingen ”Polydora” – en antologi med kærlighedsdigte fra mange lande, oversat til tysk.
Johannes Brahms (1833-1897) lod sig inspirere af disse digte og færdiggjorde i 1869 sit opus 52 – ”Liebesliederwalzer” – for fire solostemmer og firhændigt klaver. Brahms selv beskrev dem som bagateller og havde primært tænkt dem som en slags salonmusik, der kunne udføres af amatører hjemme i de private stuer. Men den professionelle verden fik også ørerne op for dette skønne værk, og i dag opføres det både af kor og solister. Musikken er præget af wienerstemning, men med en tydelig Brahms-signatur.’
Peter Heise (1830-1879) lod sig ligeledes inspirere af romantikkens poesi, og det kan høres i værket ”Forår og sommer” for kor og klaver – fire sprudlende sange om forår, sommer og kærlighed.
Roskilde Domkirkes Voksenkor synger under ledelse af Christa Brix Hauser og akkompagneres af Asbjørn Dalbjerg og Benjamin Frimodt Pedersen.
Koncerten opføres i Konventhuset, Domkirkestræde 10, lige bag Domkirken.
Gratis entré.

Dato: 12-05-2026
Sted: Roskilde Domkirke
























