Med sit glimrende fokus på smagssammensætning, visuelt prangende præsentation og hygiejne i topklasse, tog Emil Petersen fra Danmarks Slagteriskole, ZBC Roskilde guldet med hjem fra DM i Skills 2026.
Der er meget mere i gourmetslagterfaget, end at kunne skære en god bøf, eller stege en ribbensteg.
Gourmetslagterleverne konkurrerer i at kunne fylde og forberede en glasmontre. De skal også lave og anrette en treretters menu, hvor hver ret rent tematisk går hånd i hånd. Og så skal de lave smørrebrød. Alt sammen mens hygiejnen er til en glad smiley og økonomien går op. Det har Emil Petersen fra ZBC vist, at han kan.
– Jeg har det selvfølgelig rigtig godt, eftersom jeg har vundet. Det er jo det, man kommer afsted for, så det er en fed følelse, siger en lettet Emil Petersen.
Han har knoklet på at tilberede convenience-retter, smørrebrød og at servere en treretters menu, alt imens både dommere og særligt tilskuere kom forbi med sultne øjne og spørgsmål til lidt af hvert.
Efter hver opgave fik gourmetslagterne karakterer, og det var her, at Emil Petersen begyndte at lugte lunten.
– Vi får nogle karakterer undervejs, og der har jeg ligget rimelig godt i svinget hele vejen. Så det var sådan, hvad der gav mening i mit hoved. Så jeg synes, jeg har ligget godt hele tiden under hele konkurrencen, siger Emil Petersen.
Kåret på scenen
Først lignede det, at Emil Petersen var i en slags choktilstand, men så kunne mundvigene næsten ikke komme højere op.
Foran tusindvis af tilskuere, blev han udråbt til at være Danmarks bedste i sit fag, og ifølge ham selv, kommer Emil Petersen nok til at leve højt på det i et stykke tid.
Kåringen er noget af det største, som han hidtil har oplevet i sit fag, og Emil Petersen glæder sig til at fejre det ude på sin læreplads, Schou’s Slagter i Marielyst.
Hvad er DM i Skills?
DM i Skills er det store årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne. Næsten 300 unge er med som deltagere fra hele landet, hvor de kæmper inden for de forskellige fag om at blive Danmarks bedste. Alene fra ZBC deltager 28 dygtige konkurrenceelever i disse 12 fag:
- Anlægsgartner
- Anlægsstruktør
- Bager
- Gourmetslagter
- Handelsuddannelsen
- Konditor
- Personvognmekaniker
- Procesoperatør
- Slagter
- Social- og sundhedsassistent
- Tjener
- Urmager

Pressefoto
























