Oplev Iben Hjejle og Alexander Bryld Obaze i Katrine Marie Guldagers samfundsspiddende og anmelderroste roman som teater. ENDNU EN DAG I GUDS SKABERVÆRK spiller fredag den 13. marts kl. 19.30 i Lynghøj Teatersal.
I forestillingen møder vi Lotte, spillet af Iben Hjejle, da hendes verden er styrtet sammen. Hun er blevet forladt af sit livs kærlighed, Michael, og fyret fra sit job som socialrådgiver. Pludselig ringer Michaels voksne søn Daniel, spillet af Alexander Bryld Obaze, fordi han ikke kan komme i kontakt med sin far. De finder Michael død i sin lejlighed.
Mens Lotte sammen med Daniel forsøger at opklare Michaels mystiske død, træder hun ufrivilligt ind i sin nabos stormomsuste ægteskabsdrama, forstyrres af sin jobkonsulents krav om CV-kurser, ekskollegaer, der fuld af sympati beklager hendes uretfærdige fyring, og så hænger hun på naboens børn. Alt imens forløser naboen selv ægteskabskrisen i Lottes seng.
Endnu en dag i Guds skaberværk er en del af Katrine Marie Guldagers trilogi Vrede kvinder, der viser os sprækkerne i velfærdsstaten, og hvordan det knager i fællesskaberne.
Med vreden og en god del humor som våben kæmper Lotte for at gøre verden til et bedre sted, mens hun selv har ondt i maven af ensomhed. Ligesom romanen rummer forestillingen både et personligt drama, et krimimysterium og en samfundskritik.
“Jeg glæder mig til at se Iben Hjejle i hovedrollen,” siger Katrine Marie Guldager. “Hun kan både være dybt alvorlig og sjov på én gang, og så spænder hendes stemme fra det meget sårbare til det benhårde og rockeragtige. Jeg tror, hun bliver en fantastisk Lotte.”
ENDNU EN DAG I GUDS SKABERVÆRK er en forestilling, der med en stor portion fandenivoldskhed viser tilværelsens skrøbelighed og ensomhed, og hvor vi opdager, at det eneste, vi har, er de andre og hinanden.
“Suverænt spil af Iben Hjejle i jordnær dramatisering af københavnerroman.”
Fem stjerner – Kulturkupeen
Billetter kan købes på Roskilde Teater – BilletExpressen | Teater, Koncert, festival Køb Billetter eller ved indgangen.
Spillested: Lynghøj Teatersal, Lynghøjen 107, Svogerslev, 4000 Roskilde
Tidspunkt: fredag den 13. marts kl. 19.30
Medvirkende: Iben Hjejle og Alexander Bryld Obaze
Forfatter: Katrine Marie Guldager
Iscenesættelse og bearbejdelse til scenen: Camille Sieling Langdal
Scenografi og kostumedesign: Laura Rasmussen
Lysdesign: Mårten K. Axelsson
Lyddesign: Janus Jensen
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen
Producent: Det Kongelige Teater
Varighed: 1 time og 30 minutter uden pause
Se mere på teatrets hjemmeside: https://kglteater.dk




























